Borgmestre i København vil ikke afvise, at de vil bryde overborgmesteraftale
Der er intet i vejen for at bryde konstitueringsaftalen, vurderer ekspert.
Københavnere må fortsat vente i spænding på at finde ud af, hvem der skal være deres overborgmester frem mod kommunalvalget i november 2025.
Det står klart, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede Sophie Hæstorp Andersen (S) overført fra overborgmesterposten på Københavns Rådhus til ministerkontoret i Social- og Boligministeriet.
Fredag sitrer rådhuset fortsat af uvished og sagte korridor-samtaler: For skal fungerende overborgmester Lars Weiss (S) fortsætte også som formel overborgmester? Skal en anden fra Socialdemokratiet? Eller kan et helt andet parti sikre sig posten?
Flere partier oplyser til TV 2 Kosmopol, at man vil vente med at tage stilling til overborgmesterkabalen indtil næste møde i Borgerrepræsentation den 19. september - efter at de igangværende forhandlinger om budgettet for 2025 er overstået.
Men allerede nu markerer partierne sig.
Spørger man således Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, og kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), vil de ikke garantere, at overborgmesterposten går til en socialdemokrat, sådan som de ellers aftalte i en såkaldt konstitueringsaftale efter sidste kommunalvalg.
- Vi ser ikke overborgmesterposten som sådan en post, hvor man bare skal holde stolen varm i et år, før der kan komme en ny socialdemokrat og sætte sig i den. Der er ikke en automatik i det, og vi vil gerne vide, hvem Socialdemokratiets kandidat er, og hvad vedkommendes politiske projekt er det næste år, før vi tager stilling til, hvad vi mener, siger Jens-Kristian Lütken til TV 2 Kosmopol og tilføjer:
- Det er jo ikke sådan, at man bare kan tage Venstres mandater for givet i alle spørgsmål. Vi vil have indflydelse på, hvad der kommer til at ske det kommende år, og vi var jo også selv med til at pege på Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester i sin tid.
- Vi er nødt til at kigge på, hvad Socialdemokratiet kommer til at gøre herfra. Vi har også en budgetforhandling, vi lige skal igennem, og så må vi tage stilling til det bagefter, siger den radikale kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard.
Kan man bryde en konstitueringsaftale?
Det var næsten alle partier i Københavns Borgerrepræsentation, der skrev under på konstitueringsaftalen efter kommunalvalget i 2021.
I den blev det aftalt, at Socialdemokratiet fik overborgmesterposten, ligesom den fordelte de øvrige borgmesterposter blandt de største partier på rådhuset. Det blev afgjort i både en stor (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, De Konservative og Liberal Alliance) og lille valggruppe (Enhedslisten, SF og Alternativet).
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
En konstitueringsaftale kan dog nemt rives i stykker, siger Roger Buch, der er kommunalforsker fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Det er ikke en juridiske bindende aftale, men en ren politisk aftale. Det betyder, at man sådan det kan gøre, hvad man vil, forklarer Roger Buch til TV 2 Kosmopol og tilføjer:
- Men selvom en konstitueringsaftale ikke er juridisk bindende, så er den som regel politisk bindende. Man følger den næsten altid. Derfor ser jeg det her, vi ser, som en signalkamp.
"Alting er i spil"
Liberal Alliance er også blandt de partier i den store valggruppe, der skal være med til at pege på en ny overborgmester. Her ser Alexander Ryle Socialdemokratiets Lars Weiss som en “kompetent kandidat".
Men:
- Måske tiden er inde til, at de folkevalgte i København siger nej til, at Socialdemokratiet på Christiansborg udpeger, hvem der er Københavns overborgmester. Derfor er det jo nødvendigt, at vi partier, som har peget på Socialdemokratiet til overborgmesterposten, bliver involveret i beslutningen om, hvem der skal sidde for bordenden.
Men er det realistisk, at I helt bryder konstitueringsaftalen?
- For at være ærlig, så er alting i spil. Det kan gå alle veje. Det kan være, at Socialdemokratiet beholder overborgmesterposten, det kan være, at Lars Weiss bliver overborgmester, men det kan også være, at det bliver én fra et helt andet parti. Det er for tidligt at konkludere noget, siger Alexander Ryle.