Christianitter har fået nok: Drabet, der fik bægeret til at flyde over
Søndag tager Christiania stilling til om hashhandlen i Pusherstreet lukkes ned. Drabet på en 22-årig christianit har udløst modstanden imod pusherne.
Der er en ny graffiti ved indgangen til Christiania. Den forestiller den 22-årige Christianit, der blev brutalt myrdet i pusherstreet den 3. juli i år. Drabet rystede Fristaden og dens beboere.
Klaus Naver - med det borgerlige navn Klaus Danzer - har boet på Christiania i 28 år. Han er en af initiativtagerne til en underskriftindsamling imod hashhandelen i Pusher Street. På søndag er alle Christianias cirka 800 beboere inviteret til et fællesmøde, hvor de skal tage stilling til Pusher Streets fremtid. Indtil videre har 175 christianitter tilkendegivet deres støtte til opgør med hashhandelen.
- Ofte er det jo sådan, at når der sker tragiske begivenheder, så skaber det momentum for forandring. I det her tilfælde var det så det her koldblodige mord, der skete på en af vores egne børn, siger Klaus Naver til TV 2 Lorry.
Foto: Martin Kiil / TV 2 Lorry
Dræbt ved en fejl
Politiet har en teori om at den 22-årige blev forvekslet med en anden, og at han altså blev skudt ved en fejl. Han var født og opvokset på Christiania.
- Det var jo en likvidering. Svend, som der er tale om, blev skudt på klos hold. Det har sat hele fristaden i chok, siger Klaus Naver.
Dråben
Ud over graffitien ved indgangen, blev der også lavet et andet vægmaleri med hans portræt. Der blev lavet en meget stemningsfuld mindehøjtidelighed og hundredevis af mennesker deltog i hans bisættelse.
- For mange christianitter var det dråben, efter at man i lang tid har gået med en følelse af, at den er gal. Der sker alle mulige ting. Der sker vold, der bliver solgt hårde stoffer. Ting som vi gang på gang har påpeget ikke skal ske, men som gang på gang sker alligevel, siger Klaus Naver.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop
Kontroversiel diskussion
Men diskussionen om Pusherstreet er kontroversiel på Christiania. Ud over at christianitterne internt har forskellige holdninger til om hashhandlen skal fortsætte, er Pusher Street også en stor millionforretning.
- Man skal ikke undervurdere markedskræfterne. De er meget stærke, siger Klaus Naver.
Bange for repressalier
Det har tidligere været en regel, at man skulle bo på Christiania for at sælge hash i Pusherstreet. Men de senere år har flere udefra blandet sig i salget.
Politiet vurderer, at de hårdkogte kriminelle grupperinger der styrer hashhandelen i resten af byen, også er involverede i salget på Christiania.
Derfor vil en del af de, der støtter nedlukningen af hashhandlen, ikke have deres navn frem.
- Cirka en fjerdedel af dem, der har tilkendegivet deres støtte til at lukke hashhandlen, har gjort det anonymt. Det har de jo gjort, fordi de muligvis er nervøse for repressalier. Det bliver vi nødt til at respektere og acceptere, siger Klaus Naver.
Hvis vi ikke kan tale om det har vi tabt
Selv mener han dog, at det er vigtigt, at tale åbent om de problemer, der er.
- Hvis vi først når derhen, hvor vi ikke tør sige de her ting længere, så har vi jo for alvor tabt, siger den 55 årige Christianit.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop
Forandring nødvendig
Politiet efterforsker stadig drabet på den 22 årige christianit, og gerningsmanden er fortsat på fri fod.
Klaus Naver er ikke i tvivl om at forandring på Christiania er nødvendig, hvis fristaden reelt skal være fri.
- Jeg har kendt ham personligt lige siden han var barn, så det er meget tæt på.
- Vi er der nu, hvor vi siger: Nu gider vi ikke det her mere. Nu skal det stoppe, lyder det fra en tydelig berørt Klaus Naver.
_
_