Cira er 1,56 høj og klar til at forsvare sig mod hardcore kriminelle
Hun er kvinde og lavere end gennemsnittet – og hun skal kunne forsvare sig mod de indsatte i et fængsel.
Når man hører om bandernes dominans i de danske fængsler og om en mangel på personale, der svækker den såkaldte dynamiske sikkerhed – forebyggelsen af konflikter og kendskab til de indsatte, så skulle man måske tro, at jobbet som fængselsbetjent kræver høje mænd med store muskler, og at en højde på 1,56 er alt for lidt til at klare sig i jobbet.
Men for 23-årige Cira var det ikke en bekymring, da hun søgte ind på uddannelsen som fængselsbetjent.
- Uddannelsen har jo ikke noget højdekrav, så det må jo også betyde, at de ønsker alle, uanset højde, siger hun.
I TV 2 Kosmopols nye serie Ny i Vestre Fængsel følger vi netop Cira og hendes medstuderende i mødet med fængselsverdenen. En verden, hvor man både skal kunne slå fra sig, holde hovedet koldt i hektiske situationer og samtidig have en god portion empati og tålmodighed for at begå sig. Du kan streame serien allerede nu på TV 2 Play eller TV 2 Kosmopol/Play.
Kom ind i første forsøg
Det lykkedes Cira at bestå den fysiske optagelsesprøve i første forsøg. Men at være i god form er ikke nok - selvforsvar er en vigtig del af jobbet. Og allerede i løbet af de første uger af uddannelsen skal eleverne begynde at lære, hvordan man i yderste nødstilfælde skal slå fra sig, hvis man bliver angrebet af en indsat.
- Det er jo ikke, fordi jeg synes, det er sjovt at slå på andre mennesker. Det er fordi, det kan blive nødvendigt, hvis nogen vil gøre mig ondt, siger Cira.
Foto: Casper Dalgård/TV2 Kosmopol
Stopprøve i selvforsvar
Efter tre måneders uddannelse skal eleverne op til eksamen i faget. De skal bevise, at de kan forsvare sig, når de kommer ud i praktikken blandt indsatte i et rigtigt fængsel.
En gruppe på 7 elever går rundt i en cirkel. De skiftes til at sidde i midten af cirklen, og derinde skal de så afvise det ene angreb fra deres medstuderende efter det andet.
Og da Cira skal i ilden, kan man hurtigt se, at der er nogle udfordringer, når hun skal forsvare sig mod mandlige elever, der er over et hoved højere end hende. For eksempel da hun skal række meget langt for at slå en knytnæve på hjelmen af en af de mandlige elever, der er to hoveder højere end hende, og når hun skal forsøge at vælte de mandlige elever omkuld. Det er en situation, der er vigtig at tage alvorligt.
- Når jeg står, lille mig, ved siden af et kæmpe brød eller en, der er to meter høj, så kan man da godt mærke, at der er noget styrkeforskel. Og det kan ende i en seriøs situation, hvis jeg ikke tager forbehold ud fra det, fortæller Cira.
Derfor nævner vi kun Ciras fornavn
I Kriminalforsorgen er der tradition for, at man kun nævner fængselsbetjente ved deres fornavne. Dette er en sikkerhedsmæssig foranstaltning, og det princip følger TV2 Kosmopol derfor også. Redaktionen er bekendt med Ciras fulde navn og baggrund.
Mere fokus på teknik
Ifølge Ciras træner i selvforsvar, uddannelseskonsulent i Kriminalforsorgen, Tanja Irene Høyer Sommer, er det netop, hvad man skal gøre. Hun er heller ikke selv høj og bred, men det har ikke forhindret hende i at have en karriere som fængselsbetjent – eller at blive ekspert i selvforsvar for den sags skyld.
- Hvis vi skulle være stærkere end de indsatte, ville vi have meget få ansatte. For der er nogle virkelig stærke indsatte, siger hun.
I stedet handler det om at arbejde med det, man har.
- Hvis man ikke er stor og stærk, for eksempel ligesom mig, så må man jo bare blive meget teknisk dygtig. Så kan man stadig godt håndtere mennesker, der er en del større og stærkere, end man selv er, forklarer hun.
Og Cira har netop fokus på at blive teknisk dygtig inden eksamen og udnytte de fordele, hendes lave krop trods alt giver.
- Når der er en kollega til træning eller en indsat, der er højere end mig, så er jeg simpelthen nødt til at udnytte mit eget tyngdepunkt og få ham vristet af mig på de præmisser, forklarer Cira.
Mindre er også en fordel
Det at være lavere og knapt så bredskuldret kan faktisk også være en fordel, fortæller Tanja Irene Høyer Sommer.
- Hvis man er kæmpestor og stærk som fængselsbetjent, kan der engang imellem godt opstå sådan en lidt en ”alfa-effekt”. Hvor den ene store står og kigger på den anden store og tænker: ”Okay, hvem af os to er egentlig stærkest?” Det kommer altså ikke lige så meget i spil, når der står sådan en som mig, forklarer hun.
I midten af eksamenscirklen får Cira da også godt fat i flere af sine medstuderende. En efter en falder de omkuld på gulvet, og angrebene bliver afvist. Og da hun kort efter stikker hovedet ud fra eksamenslokalet, har hun et stort smil på læberne. Hun har fået 12 i selvforsvar.
- Jeg er faktisk ikke sådan en 12-tals pige. Så jeg er jo bare glad for, at jeg har vist det, jeg skulle, og at jeg kan det, jeg skal kunne, siger hun glad.
Herunder kan du se andet afsnit af "Ny i Vestre Fængsel".
Plads til mange forskellige mennesker
Spørger man i toppen af Kriminalforsorgens uddannelsessystem, er Cira netop et eksempel på, at man skal passe på med at have stereotyper omkring, hvem der kan blive fængselsbetjente.
- At en ung kvinde, som Cira, går op og får 12, viser jo bare, at det ikke nødvendigvis er fordi, du skal være en stor, stærk mand for at blive fængselsbetjent. Det er et fag, hvor der i virkeligheden er plads til mange forskellige mennesker, lyder det fra chef for Koncern Uddannelse, Anders Berthelsen Carlsbæk.