Daginstitutioner skal skære i åbningstiden: "Nu er grænsen ved at være nået"
De københavnske daginstitutioner skal spare penge. Derfor kan der fra maj blive skåret en time af daginstitutionernes åbningstid om ugen.
Der er sparetider i daginstitutionerne i Københavns Kommune. Det rammer nu kommunens daginstitutioner.
Årsagen skal findes på hovedstadsområdets fødegange.
- Vi har fået færre penge til daginstitutionerne, fordi der er blevet født færre børn i København, siger Jakob Næsager (K), der er børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune.
Alle daginstitutioner skal spare penge, og derfor har kommunen nu valgt at give dem mulighed for at holde åbent i kortere tid.
Det ærgrer formanden for Københavns Forældreorganisation, der er en børnepolitisk interesseorganisation for forældre og forældrebestyrelser i Københavns Kommunes institutioner.
- Nu er grænsen ved at være nået for, hvornår vi kan lukke institutioner, hvis vi også skal nå at have et almindeligt arbejdsliv ved siden af, siger formanden Signe Nielsen.
Tidligere kunne daginstitutioner fastlægge deres åbningstider til mellem 47 og 55 timer om ugen. Nu er det tidsrum nede på mellem 46 og 54 timer.
Hvis en daginstitution vælger at skære i åbningstiden, vil ændringen træde i kraft fra maj i år.
- Jeg tænker, det er en mulighed, som politikerne har valgt, fordi det er den, der gør mindst ondt derude, fordi man ikke skærer i antallet af de voksne, der er til at passe børnene i børnehaverne og vuggestuerne, siger Signe Nielsen.
Løsningen rammer skævt
Og på Rådhuset holder politikerne da også fast i, at det er den bedste måde at spare penge.
- Jeg synes, det giver rigtig god mening, at i de tidsrum, hvor der er færrest børn, er der, hvor man reducerer åbningstiden. Jeg vil jo rigtig gerne, at man bruger timerne, der hvor der er flest børn, siger Jakob Næsager (K).
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Men hos Københavns Forældreorganisation mener de, at det rammer skævt, når åbningstiderne forkortes.
- Du rammer dem der skal møde tidligt som håndværkeren eller sosu-assistenten. Du rammer de faggrupper, vi mangler i København som pædagoger og sygeplejersker, siger formanden.
Borgmesteren på området mener dog ikke, at de nye rammer for åbningstiden gør det mere svært at være småbørnsforældre i København.
- Men en åbningstid der går fra 55 til 54 timer om ugen, synes jeg, der er en stor åbningstid i daginstitutionerne. Og det er forskelligt fra institution til institution, siger Jakob Næsager.
Bedre budgetaftaler
Det hele bliver dog for formanden for Københavns Forældreorganisation endnu sværere at forstå, når man tager Københavns Kommunes økonomiske situation i betragtning.
- Det er endnu mere grotesk i København, hvor vi har en opsparing på mellem seks og otte milliarder, vi bare kunne bruge på velfærd, og det gør vi ikke, siger Signe Nielsen.
- Så som forældre kan jeg slet ikke forstå, at det her er noget, man er nødt til at gøre, for der er masser af penge på kistebunden i kommunen, fortsætter hun.
Det skyldes dog, at kommunerne forhandler en budgetramme, der sætter grænser for, hvor mange penge kommunerne må bruge på velfærd.
Derfor er Københavns Kommune tvunget til at spare, selvom der er penge i kassen.
Men her mener Københavns Forældreorganisation-formanden, at kommunen burde have modet til at sige fra.
- Jeg synes, man skal bruge af kommunens opsparing. Man skal sige fra overfor regeringen og få lavet en økonomitaftale, der giver råd til at give vores børn en ordentlig velfærd. Og det kan man faktisk ikke i dag, siger Signe Nielsen.