Danmark har fået sin første ”rooftop-biograf”. Vi besøgte den på åbningsdagen

Fredag åbnede Cinemateket i København den splinternye tagterrasse, som de har valgt at kalde 'Filmtaget'. TV 2 Kosmopol har været på besøg til åbningsdagen.

I det københavner-historiske kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade ligger 'Gutenberghus', bedre kendt som Cinemateket. 

Bygningen, der første gang så dagens lys i 1926, rummer til hverdag tre biografsale, opkaldt efter anerkendte og afdøde filminstruktører, henholdsvis 'Bio- Asta, Carl og Benjamin'.

Og her har stedet to klare formål med deres tilstedeværelse.

- Vores rolle er sådan set todelt, forklarer Tine Fischer, administrerende direktør for Filminstitutet.

- Vi skal støtte dansk filmudvikling- og produktion, hvor historien skrives, imens du og jeg taler, og samtidig skal vi bevare dansk filmhistorisk formidling. Her er 'Filmtaget' et godt bud på styrkelsen af begge de ting, siger Tine Fischer.

Ikke kun for filmnørder

Nu har filminstitutionen så tilføjet endnu en biografsal til samlingen. Den såkaldte 'Himmel-bio' bliver danskernes helt egen tagterrasse-biograf med udsigt til Kongens Have - og sågar stjerner, når mørket falder på.

- Det har været et ønske for os i mange år at etablere et samlingspunkt, hvor film kunne være med til at skabe samtaler mellem flere målgrupper, fortæller Tine Fischer.

Ifølge hende har der i flere år hersket en fordom om, at det kun er filmnørderne, der kommer i Cinemateket.

- Det behøver man slet ikke være. 'Filmtaget' og Cinemateket er et sted for alle lige meget hvor meget, man ved om film.

TV 2 Kosmopol er derfor taget ind for at opleve det nyåbnede 'Filmtag' på egen hånd.

Luftballonen inspireret af den danske film 'Forelsket i København' fra 1960.
Luftballonen inspireret af den danske film 'Forelsket i København' fra 1960.
Foto: Jacob Crawfurd / Presse

Meget mere end en biografsal

Og her kommer måske en utaknemmelig bemærkning, men tagterrassen viser sig faktisk at gemme på meget mere end 'bare' en udendørs biograf.

Så snart man stiger ind i elevatoren, tages man med i, hvad der føles som en filmhistorisk-tidsmaskine. Jo højere vi bevæger os op af mod tagterrassen, jo længere bevæger årstallene sig nedad i en animation inde i elevatoren.

Filmklassikere fra hvert årti supplerer i baggrunden og forbereder en på, hvad man nu snart præsenteres for.

Tagterrassen er nemlig en multifunktionel blanding mellem cafe, legeplads, udstilling og - selvfølgelig - biograf.

Modsætninger mødes

Det er på bedste vis kontrasterne, der mødes, når du lander på toppen af tagterrassen. 

Mellem cafeborde- og stole er der placeret legeanvendelige filmreferencer såsom træudgaven af luftballonen fra klassikeren 'Forelsket i København' fra 1960 og en stor pære fra børnehittet, måske havde du gættet det, 'Den store pære' fra 2017. 

Foruden kontrasten mellem de to filmreferencer, der har flere årtier imellem dem, så skimtes forskellighederne også i resten af omgivelserne.

For selvom selve tagterrassen emmer af modernitet, så bærer stedet også præg af Gutenberghusets originale bygning med klassiske kobbertage.

- Det er tegnestuen Henning Larsen Architects, der står bag udformningen af de 1700 kvadratmeter, siger Liselotte Michelsen, kommunikationsmedarbejder Filminstituttet.

Alle aldre

Blandt formiddagens publikum denne fredag bliver administrerende direktør, Tine Fischers, ønske om stedet også opfyldt. Flere årtier af generationer er nemlig repræsenteret, når man kigger rundt.

- Mere, mere, mere, lyder det fra et barn, der forsøger at få titelmelodien fra 'Forelsket i København' til at spille i luftballonen med sin far.

Ved siden af sidder en gruppe pensionister, der i dagens anledning har taget toget fra Birkerød for at være med til åbningen af 'Filmtaget'.

- Det er et helt fantastisk sted, også selvom det regner. Vi vil helt sikkert komme tilbage en dag, hvor solen skinner, fortæller 72-årige Kirsten.

Næsten udsolgt

Indtil videre viser 'Filmtaget' sig da også at være en succes. Størstedelen af visningerne i 'Himmel-bio' er nemlig udsolgt, og det kommer bag på Lisselotte Michelsen. 

- Vi er blevet nødt til at tilføje ekstra datoer til programmet, fordi de første filmvisninger blev udsolgt lynhurtigt. Så vi er rigtig glade for, at det bliver taget så godt imod, siger kommunikationsmedarbejderen med et smil.

Og spørger man administrerende direktør for Filminstituttet, Tine Fischer, ind til, om stedet kommer til at true de danske biografer, så er svaret klart.

- Vi kan og vil aldrig konkurrere med biograferne. Det er to forskellige oplevelser, som er gode på hver sin måde. Med 'Filmtaget' ønsker vi at styrke interessen for dansk film.

Og fra fredag kan man altså på opdagelse i tagterrassens interaktive udstilling med højdepunkter fra dansk film. 

Der kan læses og lyttes om alt fra den moderne komedie med Casper og Frank til datidens stumfilm-darlings og Anders Matthesens 'Ternet Ninja'.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik