Danmarks mest kendte høne får sit lys slukket
Det er en symbolsk handling at slukke Irma-hønen, fortæller Coop.
x
Hønen får en velfortjent pause.
Irma har besluttet sig for at slukke for deres ikoniske neon-høne, der har prydet bybilledet ved Søerne i København siden 1936.
Det skriver Irma på sin Facebook-profil.
Lyset blev slukket i denne weekend. Fremover vil hønen kun være tændt fra klokken 16 og frem til midnat og fra klokken seks til klokken ni om morgenen.
Irma-hønen lægger omkring syv æg i minuttet. Slukningen betyder derfor, at København vil få 5.460 færre æg fra Irma-hønen om dagen.
Beslutningen er taget for at spare på strømmen. Spareplanen vil gøre hønen 40 procent billigere i el, fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, der ejer Irma.
- Vi kigger overalt for at spare på strømmen. Det gør vi først og fremmest i butikkerne, hvor vi regulerer temperaturen og slukker lys hist og pist, og så har vi selvfølgelig også kigget på den mest ikoniske lyskilde vi har i Irma, nemlig hønen, siger han.
Men det handler ikke kun om økonomi, understreger Jens Juul Nielsen.
- Det er i lige så høj grad en symbolsk handling for at sige, at når Irmas kunder skal spare på el, så synes vi også, at Irma-hønen må gøre det, siger han.
Ingen ramaskrig endnu
Coop har ikke modtaget henvendelser fra forvirrede og frustrerede tilhængere af hønen endnu. Jens Juul Nielsen vurderer, at det skyldes på den særlige situation, vi står i.
- Hvis ikke det var for den særligt aktuelle situation med de her voldsomme elpriser, så tror jeg, at vi ville opleve ramaskrig. Men mon ikke, de fleste har forståelse for, at det giver god mening at spare på strømmen med de elregninger, vi alle sammen får i øjeblikket, siger han.
Irma blev grundlagt på Ravnsborggade, som ligger bag ved Søerne, i 1886. Butikken, som er Danmarks ældste, startede med at sælge æg og smør. Derfor var det nærliggende med en æggereklame. Irmas grundlægger, Karen Marie Schepler, ejede ejedommen, hvor Irma-hønen blev født i 1936.
Det er femte gang, at Irma-hønens lys slukkes. Først skete det på grund af mørkelægningen under Anden Verdenskrig, derefter på grund af decemberorkanen i 1999, så i forbindelse med Earth Hour i 2009 og senest i 2017 på grund af renovering.