Derfor kan du gå på taget af Bjarke Ingels bygninger
Arkitekt Bjarke Ingels er berømt for sine ikoniske bygninger i hele verden, og det var barndomshjemmet i Vedbæk, der satte fantasien i gang.
x
Bjarke Ingels voksede op i Vedbæk i det han selv kalder en cigarkasse af et lille hus bygget i 1960’erne.
Måske ikke det mest inspirerende, og så alligevel. For da Bjarke Ingels var barn kravlede Bjarke og hans ven af og til op på husets flade tag, fordi det var sjovt, og fordi udsigten over en lille sø for enden af haven var meget bedre oppe fra taget.
Det fortæller han i et interview i programserien ”Louisiana Channel på Lorry”.
- Min far skældte os ud, fordi han var bange for, at vi ville falde ned. Han sagde at taget ikke var lavet til at gå på. "I kan falde igennem det". Men det stod klart for mig, at det var et spild af muligheder, at man ikke kunne gå på taget. Så lidt klicheagtigt formuleret har jeg lige siden prøvet at bygge huse, hvor man faktisk kan gå på taget, og hvor det er meningen, at man gør det.
Bjarke Ingels står bag en del opsigtsvækkende og prisbelønnede bygninger i hovedstadsområdet.
Ikke mindst VM Bjerget i Ørestad, Det Maritime Ungdomshus i Sundby og Amager Bakke. Alle steder, hvor man kan gå – eller ligefrem kan stå på ski på taget.
Og for den verdensberømte arkitekt er det vigtigt at få givet inspirationen videre til andre arkitekter.
Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Ritzau Scanpix
- Som arkitekt er man begrænset af, hvor mange huse man kan bygge. Selv Frank Gehry og Frank Llyoyd Wright laver kun 100-200 huse. Det er ingenting på en planet med syv milliarder mennesker. Men det man kan gøre, og det som er skalerbart i det uendelige, det er de ideer, man kommer med. En idé kan inspirere tusinder af mennesker. Ens tilgang til problemerne og selv de eksempler, man kommer med: Et kraftværk med en skibakke, en spildevandsopsamlingstank kan være et kultursted, New Yorks stormflodsbeskyttelse kan være en park. De ideer kan skaleres og gentages i det uendelige.
I programmet fortæller Bjarke Ingels også om sin uddannelse på Det Kongelige Akademi i København.
Og hvad der skal til for at en bygning forbliver relevant i fremtiden, og ikke bare er interessant i den tid, den er bygget i.
Du kan se programmet og hele serien ”Louisiana Channel på Lorry” på TV 2 Lorrys streamingsside.