Har du også undret dig? Derfor lyser himlen over København i et orange skær
I de seneste par dage har flere borgere på Østerbro undret sig over et orange lys på himlen. Nu er forklaringen fundet.
Et orange skær har de seneste dage lyst himlen over Østerbro op, når mørket er faldet på.
I flere lokale Facebook-grupper har flere brugere undret sig over, hvor det mystiske lys mon kommer fra.
En bruger skriver blandt andet:
"Vi oplever ofte, at himlen lyser op med en meget varm gul og til tider orange farve sent om aftenen. Er der nogen, der kan hjælpe os med at opklare mysteriet?"
TV 2 Kosmopol har undersøgt sagen, og svaret finder vi inde på nationalstadionet Parken, hvor den engelske groundmanager Oliver Deeming, er i gang med at gro græsset.
Særlig teknik lyser Østerbro op
FCK hentede for et år siden Oliver Deeming ind som groundmanager fra den engelske storklub Tottenham Hotspur.
Han oplyser i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol, at FCK har brugt en særlig metode til græstæppet i Parken siden 2006, og at den er årsagen til det mystiske lys.
- Det orange skær skyldes det særlige vækstlys, vi bruger inde på stadion, som fremmer græssets vækst, forklarer han.
Spørg Os
Hvad undrer du dig over i hovedstadsområdet? Stil dit spørgsmål her +_
Men i den seneste uge har lyset været ekstra kraftigt, og det er der en grund til.
- Vi har i den seneste uge også lagt vækstduge over græsset for at holde på varmen i Parken. Vækstdugene spejler lyset, og kombineret med lavthængende skyer giver det et orange skær på himlen, oplyser Oliver Deeming.
Det er hverken første eller sidste gang, at man på Østerbro vil kunne se lys på himlen, der stammer fra Parken.
FC København oplyser, at de benytter metoden on and off hele året rundt, når græsset har behov for det, og at det derfor skifter en del, om man kan se lyset eller ej.
Senest FC Københavns græstæppe blev brugt var imod Kolding den 15. december i pokalturneringen.
Næste kamp i Parken er den 13. februar, når FC København tager imod Heidenheim fra Tyskland i Conference League, og derfor kan græstæppet hvile sig lidt endnu.