Se listen: Det koster det at komme til lufthavnen i andre europæiske storbyer
Fremover bliver det måske dyrere, at tage den offentlige transport til Københavns Lufthavn, men hvor dyrt - eller billigt - er det mon sammenlignet med andre europæiske hovedstæder? Få svaret her.
Pernille Rosenkrantz-Theil, der er socialdemokraternes overborgmesterkandidat i København, er kommet med et forslag om at øge prisen for at tage offentlig transport ud til Københavns Lufthavne.
Forslaget har de seneste dage afffødt kritik fra passagerer, eksperter og erhvervslivet.
Konkret ønsker overborgmesterkandidaten, at det skal koste minimum 50 kroner mere oveni den normale pris, når man eksempelvis tager de to sidste stop med metroen ud mod lufthavnen.
Forslaget fritager dog folk, der pendler via lufthavnen eller arbejder i lufthavnen, fra tillægget.
Men hvor dyrt - eller billigt er det - sammenlignet med andre europæiske hovedstæder? Det kan du få svar på herunder:
TV 2 Kosmopol testede i øvrigt torsdag eftermiddag klokken 13.30, hvad det koster at tage en taxa fra Kongens Nytorv til lufthavnen, og her blev prisen 391 kroner.
Til sammenligning koster en tur i metroen fra Frederiksberg til lufthavnen 30 kroner for en voksen uden rejsekort.
Stockholm
I Stokholm betaler man ekstra for at køre med Arlanda express. Det koster 340 SEK for en enkeltbillet til voksne, hvilket svarer til 220 danske kroner.
Vil du prøve kræfter med at køre i taxa i Sverige, skal du betale omkring 450 SEK eller 293 danske kroner. Alle taxaer er forpligtet til at opkræve en fast pris for ture fra lufthavnen til centrum af Stockholm.
Oslo
Oslo lufthavn, Gardermoen, ligger 47km fra centrum. Og skal du transporteres til og fra lufthavnen mod centrum, er den hurtigste mulighed at benytte Flytoget, der afgår direkte til/fra Gardermoen Lufthavn.
Flytoget går til både Oslo Sentralstasjon og Nationaltheatret i centrum. Det koster 210 NOK svarende til 155 kroner for voksne – børn rejser gratis. Turen tager mellem 20 og 30 minutter.
Et andet alternativ er regionaltoget der også kører fra Sentralstasjonen. Prisen er kun 114 NOK eller 72 kroner for voksne og rejsetiden er nærmest den samme.
Du kan også tage ” Flybussen”, som kører hver time. Turen tager 40-50 minutter og koster 199 NOK for voksne, hvilket svarer til 125 kroner.
Barcelona
I den spanske storby kan man tage en ekspresbus, der forbinder Barcelonas lufthavn med byens centrum. Denne service kører normalt mellem fem og 10 minutter inden for de faste driftstimer. Her koster en enkeltbillet 7,25 euro, hvilket svarer til 54 kroner.
Hvis man derimod skal tage en taxa fra Barcelonas lufthavn mod byens centrum, koster det et sted mellem 30 og 40 euro. Turen til byens centrum tager mellem 20 og 30 minutter og koster mellem 223 og 300 kroner.
Berlin
Hvis du benytter offentlig transport fra Berlin Brandenburg Lufthavn og til centrum, så koster det mellem 20-90 kroner i tog, og det tager 27 minutter, en tur i bus koster 30-55 kroner og tager 40 minutter. Hvis du derimod tager en taxa, så skal du betale mellem 400-480 kroner, og turen tager 26 minutter.
Paris
I den franske hovedstad, Paris, koster det 10-15 euro, hvilket svarer til 75 og 112 kroner. Det tager mellem 45 og 60 minutter at komme til centrum.
Ønsker du derimod at benytte dig af taxa, skal du være klar til at bruge 50 euro eller 373 danske kroner. Turen tager cirka 35 minutter.