Efter bombetrussel: Politiet fortsætter efterforskning
Fredag formiddag evakurede Københavns Politi Østre Landsret på grund af en bombetrussel.
Københavns Politi evakuerede fredag formiddag Østre Landsrets hovedbygning på Orientkaj i København på grund af en bombetrussel.
Det skrev politiet tidligere på det sociale medie X.
Københavns Politi tog de nødvendige forholdsregler og afspærrede området, så der ikke var fare for borgere, skrev de i opslaget.
Fredag eftermiddag kunne politiet dog afslutte deres søgning i forbindelse med bombetruslen, da de ikke fandt noget mistænkeligt.
Derfor blev afspærringerne gradvist ophævet i det område, som politiet tidligere havde spærret af.
Tidligere skrev Ekstra Bladet, at politiet også havde evakureret de omkringliggende bygninger, men overfor TV 2 Kosmopol kunne politiet blot oplyse, at de havde spærret området.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Retsmøder afbrudt
Advokat Berit Ernst var på arbejde som forsvarer i en straffesag, da bygningen pludselig blev evakueret. Hun fortalte til Ritzau, at evakueringen forløb udramatisk.
- Anklagemyndigheden var i gang med sin procedure, da retsmødet bliver afbrudt, og vi over højttalerne får besked om at forlade bygningen, sagde Berit Ernst til Ritzau.
En lang række sager var i gang i retsbygningen, som har retslokaler på tre etager og derunder et kælderområde.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Folk samlede sig i første omgang uden for bygningen, men blev siden bedt om at søge ind på et nærliggende hotel.
- Her sidder vi nu i et stort konferencelokale, og folk har fået kaffe og vand, fortalte Berit Ernst.
Politiet afspærrede et område ved landsretsbygningen og kunne tidligere fredag ikke oplyse nærmere om, hvordan truslen var blevet fremsat.
Ifølge politiet samarbejdede de med relevante myndigheder og ville opdatere løbende.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Tog sagen alvorligt
Københavns Politi oplyste fredag til TV 2, at de betragtede sagen med stor alvor og arbejdede på stedet med blandt andet sprængstofhunde.
De ønskede ikke at oplyse, om bombetruslen havde et særligt motiv.
TV 2's krimi- og retskorrespondent Astrid Søndberg skrev, at der fredag var berammet 26 forskellige sager i retten, men at det var uvist, om truslen var knyttet til en af sagerne.
Der var blandt andet en række ankesager om forældreansvar og familieret, et par narkosager, sager om våben og færdsel og et retsmøde i sagen om den nu 17-årige dreng, der sidste år blev idømt fem og et halvt års fængsel for at have fremmet den nynazistiske terrororganisation Feuerkrieg Division, og som ønsker at blive frifundet, skrev Astrid Søndberg.
Tidligere fredag skrev Københavns Politi på det sociale medie X, at der ikke er fare for beboere og andre i de omkringliggende bygninger, og deres seneste opdatering lyder, at deres søgning nu er afsluttet.
Derfor ophæves afspærringerne gradvist fredag.
Politiets efterforskning i sagen fortsætter, og på det sociale medie X skriver de, at de ikke har yderligere informationer.