Efter krisemøde på Christiania: Pusher Street består
Fremmødet var historisk stort, men christianitter ved stadig ikke, hvordan de skal fjerne Pusher Street. Initiativtager bag stor underskriftindsamling forsøgte ellers at skaffe opbakning til en nedlukning af hashhandlen.
Efter krisemøde på Christiania: Pusher Street består
Op mod 300 christianitter mødte søndag op til et møde om, hvordan beboerne skal formå at fjerne hashmarkedet fra Christiania.
Et ønske, som over 100 beboere har bakket op om i sidste uge i Christianias ugentlige avis, Ugespejlet.
Der er dog ikke kommet noget nyt ud af mødet, fortæller initiativtager Klaus Naver.
Pusher Street lukker ikke, og den eneste løsning, man mener er bæredygtig, er at få politikerne til at legalisere hash, lyder det.
- Det er ikke lykkedes for os at opnå konsensus på fællesmødet. Vi kom frem til, at vi skal mødes igen, og at der ikke findes nogen simple løsninger på her problem, så længe vi har den lovgivning, vi nu har, siger Klaus Naver til TV 2 Lorry.
Foto: TV 2 Lorry
Hashhandel må ikke sprede sig
Klaus Naver - med det borgerlige navn Klaus Danzer - har boet på Christiania i 28 år.
Han er en af initiativtagerne til en underskriftindsamling imod hashhandelen i Pusher Street.
Fredag havde 175 christianitter tilkendegivet deres støtte til opgøret med hashhandelen på baggrund af drabet på 22-årig christianit, der blev brutalt myrdet i Pusher Street den 3. juli i år.
Drabet har rystet Fristaden og dens beboere.
- Det, der gør, at mange ikke kan bakke op om vores udmelding, er, at der er en meget udbredt bekymring for, at hvis Christiania lukker Pusher Street ned, så vil hashhandlen sprede sig til resten af Christiania og de omkringliggende kvarterer. Og det vil samtidig medføre nogle nye aktører på hashmarkedet, der er endnu værre end dem, vi har nu, siger Klaus Naver.
Historisk stort fremmøde
Søndag var alle Christianias cirka 800 beboere inviteret til et fællesmødet, hvor de skulle tage stilling til Pusher Streets fremtid. Mellem 250 og 300 beboere mødte op, hvilket var historisk mange.
- Det var et meget velbesøgt møde. Meget mere end det plejer, og det viser, at det her emne ligger folk meget på hjerte at finde en løsning på, siger Klaus Naver.
Da TV 2 Lorry talte med ham i fredags, var han stadig meget berørt af drabet på den 22-årig mand.
Han håbede, at søndagens møde kunne føre til en forandring.
- Ofte er det jo sådan, at når der sker tragiske begivenheder, så skaber det momentum for forandring. I det her tilfælde var det så det her koldblodige mord, der skete på en af vores egne børn, sagde Klaus Naver til TV 2 Lorry.
Han fik dog ikke sit ønske opfyldt.
- Hvis man overhovedet kan udlede noget af det her fællesmøde, så er det, at der er en enighed omkring, at den nuværende lovgivning skal ændres, siger Klaus Naver, da TV 2 Lorry søndag møder ham ved Christiania efter det store fællesmøde.
Kontroversiel diskussion
Diskussionen om Pusher Street er kontroversiel på Christiania.
Udover at christianitterne internt har forskellige holdninger til, om hashhandlen skal fortsætte, er Pusher Street også en stor millionforretning.
- Man skal ikke undervurdere markedskræfterne. De er meget stærke, sagde Klaus Naver forleden til TV 2 Lorry.
Det har tidligere været en regel, at man skulle bo på Christiania for at sælge hash i Pusher Street.
Men de senere år har flere aktører udefra blandet sig i salget.
Politiet vurderer, at de hårdkogte kriminelle grupperinger, der styrer hashhandelen i resten af byen, også er involverede i salget på Christiania.
Flere beboere frygter repressalier
Derfor vil en del af de christianitter, der støtter nedlukningen af hashhandlen, ikke have deres navn frem i offentligheden.
- Cirka en fjerdedel af dem, der har tilkendegivet deres støtte til at lukke hashhandlen, har gjort det anonymt. Det har de jo gjort, fordi de muligvis er nervøse for repressalier. Det bliver vi nødt til at respektere og acceptere, fortalte Klaus Naver forleden.
Foto: Martin Kiil / TV 2 Lorry
Selv mener han dog, at det er vigtigt, at tale åbent om de problemer, der er.
- Hvis vi først når derhen, hvor vi ikke tør sige de her ting længere, så har vi jo for alvor tabt, siger den 55 årige christianit.
Skudt på klos hold
Politiet har en teori om at den 22-årige blev forvekslet med en anden, og at han altså blev skudt ved en fejl.
Den unge mand var født og opvokset på Christiania.
- Det var jo en likvidering. Svend, som der er tale om, blev skudt på klos hold. Det har sat hele fristaden i chok, lyder det fra Klaus Naver.
Foto: Privatfoto/Trine Bishop
Politiet efterforsker stadig drabet på den 22 årige christianit, og gerningsmanden er fortsat på fri fod.
Klaus Naver er ikke i tvivl om at forandring på Christiania er nødvendig, hvis fristaden reelt skal være fri.
- Jeg har kendt ham personligt lige siden han var barn, så det er meget tæt på.
- Vi er der nu, hvor vi siger: Nu gider vi ikke det her mere. Nu skal det stoppe, sagde Klaus Naver.
Dråben, der fik bægret til flyde over
Ved indgangen til Christiania er der med graffiti blevet malet et portræt af den 22-årige Christianit, der blev tidligere på sommeren.
Derudover er der også lavet et andet vægmaleri med hans portræt.
Foto: TV 2 Lorry
I forbindelse med bisættelsen af den 22-årige blev der lavet en stemningsfuld mindehøjtidelighed, og hundredevis af mennesker deltog.
- For mange christianitter var det dråben, efter at man i lang tid har gået med en følelse af, at den er gal. Der sker alle mulige ting. Der sker vold, der bliver solgt hårde stoffer. Ting, som vi gang på gang har påpeget ikke skal ske, men som gang på gang sker alligevel, lød det forleden fra Klaus Naver.
_
_