Efter sørgebind og redningsaktioner: Demonstranter mødte Coop-chef foran hovedkontor
Omkring 30 standhaftige mennesker mødte fredag op foran Coops hovedkvarter i Albertslund for at vise deres utilfredshed med beslutningen om at lukke Irma.
- Jeg vil male dagen blå - med en Irma-pige på.
De omkring 30 modstandere, der fredag er mødt op for at protestere mod Irma-lukningen, gør hvad de kan, for at fylde parkeringspladsen foran Coops hovedkvarter i Albertslund med hyldende toner om deres yndlingssupermarked.
For selvom beslutningen om, at Irma-pigen er fyret, og at de blå Irma-facader er fortid, så skal butikskæden ikke lide en stille død.
- Vi prøver at tale Irmas sag. Personligt synes jeg ikke, der er nogen, der har talt Irmas sag, lyder det fra Ellen Merete Juul, der har organiseret demonstrationen.
- Der har været meget travlt med, hvem der handler i Irma, og hvad varerne koster i Irma, men os forbrugere mangler lidt at blive hørt i det her, fortsætter hun.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Og selvom beslutningen er endegyldig, så betyder det ikke, at protesterne ikke gør indtryk bag murrene hos Coop.
- Vi er ikke overraskede, selvfølgelig påvirker det os. Vi kan jo godt mærke, at der er en kæmpe passion og kærlighed til Irma, lyder det fra Allan Kristoffersen, der er koncerndirektør i Coop-kæden og Brugsen.
Derfor var Allan Kristoffersen også selv til stede ved demonstrationen, så de utilfredse kunder kunne tale med ham om beslutningen - hvis de havde lyst.
- Det gør ondt, men når jeg kigger fremad, så er det altså den rigtige beslutning. Og Irma lever jo videre. Varemærket lever videre, og varerne kan stadig fås i vores butikker, siger koncerndirektøren.
I fremtiden må de ærgerlige kunder altså finde et andet sted at købe deres dagligvarer.
- Jeg har personligt accepteret det. Jeg stiller mig stadig uforstående, og jeg er vred og ikke mindst ked af det over beslutningen, lyder det fra Ellen Merete Juul.
Irmas lukning
-
31.01 2023
Irma lukker
Beskeden, om at Irma lukker, rammer hovedstaden. En del af butikkerne lukker helt, mens andre skifter navn.
-
31.01 2023
Butikschef indkøber 700 sørgebind
Foto: Amanda Sofie Bjerregaard / TV 2 KosmopolTommy Steffensen, der har været butikschef i Irma i Ordrup i 35 år, indkøber 700 sørgebind, for at vise sin utilfredshed med beslutningen om at Irma lukkes.
- Jeg fatter ikke, at man kan gøre det, lyder det fra butikschefen.
-
01.02 2023
Redningsaktion ser dagens lys
Den tidligere Irma-boss, Alfred Josefsen, iværksætter redningsaktion, der skal sikre Irmas overlevelse.
-
01.02 2023
Facebook-gruppen 'Bevar Irma' oprettes
Støtten til Irma flyder ind - og flere tusinde tilkendegiver deres opbakning til butikskæden på Facebook. I skrivende stund har gruppen 'Bevar Irma' næsten 19.000 medlemmer.
-
04.02 2023
Kunder demonstrer foran Irma
Foto: Clara Leck Bachmann / TV 2 KosmopolI afmagt over beslutningen om Irma lukning, mødte en stor flok kunder op til demonstration ved Irma i Ordrup. Der blev blandt andet sunget 'Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder'.
-
05.02 2023
Irma-varer bliver flået af hylderne
De mange kunder vil have fingrene i alle de varer, der har et Irma-mærkat på.
-
06.02 2023
Overraskende støtte til Irma
Foto: FlüggerIrmas karakteristiske logo med pigen og den blå farve får nu støtte fra malingskoncernen Flügger. De har opkaldt en af deres farver efter Irmas karakteristiske blå farve og døbt den "Irma Blue".
-
07.02 2023
Erhvervskvinde forlader Coops bestyrelse
Den kendte erhvervskvinde Stine Bosse forlader sin post i Coops bestyrelse, når der til næste år skal vælges en ny bestyrelse.
Stine Bosse fortæller at beslutningen har været undervejs i en længere periode, og også før annonceringen om at lukke Irma og sammenlægge Kvickly og SuperBrugsen.
- Men selvfølgelig har det også noget at gøre med Irma-lukningen, siger hun.
-
07.02 2023
Poul Madsen langer ud efter Coop
Poul MadsenFoto: Rune Øe/Ritzau ScanpixHvis flere vidste, at Irma kan være lige så billig som Netto, gik man ikke i discountbutikker, lyder det fra Poul Madsen, der er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet og mangeårig Irma-kunde.
-
08.02 2023
Tidligere Irma-direktør opgiver redningsforsøg
Den tidligere direktør for Irma kaster nu håndklædet i ringen i forsøget på at redde den 137 år gamle butikskæde, og i samme ombæring langer han voldsomt ud efter COOP.
-
08.02 2023
Irma-merch sælges til overpris
Foto: Mia Cassens - TV 2 KosmopolEn række Irma-varer bliver revet af hylderne. Og det har nu fået flere til at sætte de eftertragtede varer til salg til højere priser.
-
10.02 2023
Demonstration foran Coops hovedkvarter
Den sidste standhaftige modstand mod lukningen af Irma tropper op foran Coops hovedkvarter i Albertslund.
-
Fra uge 10 og frem
De første Irma-butikker lukker
De første Irma-butikker drejer nøglen om. Herefter vil alle butikkerne stødvist enten lukke eller genopstå med andre skilte på facaden.