Enhedslisten med nyt klimaudspil i København - slut med krydstogtskibe og reklamer for benzinbiler
Politisk kommentator Noa Redington kalder det et drømmekatalog fra Enhedslisten, hvor der er mange ideer, men meget få svar på hvordan de skal realiseres.
Med en uge tilbage af valgkampen frem mod kommunalvalget næste tirsdag trykker Enhedslisten i København på den grønne knap.
Et nyt vidtgående klimaudspil fra partiet skal nemlig sikre, at hovedstaden i 2025 er CO2-neutral, som et flertal på rådhuset bakker op om.
Men der er brug for en radikal og nytænkende plan, hvis det mål skal nås, lyder det.
- Vi står med en galoperende klimakrise, og det ser ikke ud til at Christiansborg foreløbig kommer med noget, der for alvor rykker, så vi bliver jo nødt til at gøre noget i København, siger Line Barfod, Enhedslistens kandidat til overborgmesterposen i København, til TV 2 Lorry.
Klimaudspillet indeholder 39 punkter, hvoraf flere af dem er meget markante.
Blandt andet vil Enhedslisten indføre et forbud mod mod reklamer for kul-, olie- og gasindustrien samt for fossile biler og flyselskaber i det offentlige rum.
Tiltaget skal også ramme Københavns Kommunes eget trafikselskab, Movia, som skal presses til at fjerne reklamerne.
- Det er ligesom, at man har stoppet for tobaksreklamer. Det giver jo ingen mening, at topledere flyver til møder i Glasgow, (COP26, red.) og holder lange taler om, at vi for alvor skal gøre noget ved den fossile industri, og så har man stadig massere af reklamer for det, siger Line Barfod.
Partiet vil ligeledes have et fuldt forbud mod krydstogtskibe i Københavns Havn, som man mener, medfører massive CO2-udledninger, støj, luftforurening og affald.
Man vil i stedet forbedre mulighederne for turister, som ankommer med tog.
- En omlægning af turismen er nødvendig. Vi skal omlægge til en bærerdygtig turisme. Vi skal gå efter turister, der er her i længere tid, og ikke bare er lige omkring Den Lille Havfrue, Amalienborg, og hvad de ellers bliver kørt rundt til, siger Line Barfod.
Et drømmekatalog
Flere af punkterne i klimaudspillet omhandler grøn transport og og et grønt byrum.
Det omfatter blandt andet et tilbud om tre års gratis offentlig transport. Helt konkret får alle, som er bosat i kommunen, som vælger at skrotte fossilbilen, tilbudt tre års gratis kollektiv transport eller en el-cykel.
For at begrænse forurening fra biler vil man samtidig sænke fartgrænser i byen til 30 km/t, 50 km/t på indfaldsveje og 80 km/t på motorvejene.
Ligeledes vil man udelukke benzin- og dieselbiler fra Jagtvej.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politisk kommentator Noa Redington ser udspillet, som et klart forsøg på at portrættere Enhedslisten som det grønneste og mest klimabevidste parti i København.
Han kalder Klimaudspillet fra Enhedslisten for meget omfattende, og han pointerer, at mange af punkterne er noget, som en kommune ikke kan vedtage.
Det tæller blandt andet forslaget om at opføre to nye vindmølleparker i Øresund.
- Det er helt blottet for økonomiske beregninger eller analyser af, hvad det betyder for den enkelte københavner. For mig at se er det et drømmekatalog som først og fremmest handler om, at holde den grønne dagsorden i kog, siger Noa Redington til TV 2 Lorry.
Han mener, at Enhedslisten rigtig gerne vil have et større fokus på Amager Fælled, hvor partiet kæmper mod, at der skal opføres nye boliger, som er sidste punkt i klimaudspillet.
Noa Redington synes dog også, at der der er flere spændende tanker - blandt andet gratis offentlig transport i tre år.
- Men igen, der er ikke noget bud på, hvordan det skal finansieres. Der er mange ideer, men meget få svar på hvordan de skal realiseres, siger han.
- Vi er nødt til at gøre noget
Ifølge Line Barfod har Enhedslisten beregnet, at der skal bruges 17 millioner kroner om året i fire år, hvis der skal være råd til tre års gratis offentlig transport.
- Hvis vi skal nå det mål som blev sat for flere år siden om at være CO2-neutral 2025, så skal vi jo investere. Vi tror ikke på, at der kommer et teknologisk fiks den 31. december 2024, hvor det lige pludselig lykkes at fange al CO2'en med et stort anlæg. Der er simpelthen nødt til at ske nogle ting, siger Line Barfod.
Line Barfod er med på at nogle af forslagene kræver forhandlinger med politikerne på Christiansborg.
Hun tror dog næppe, at de vil sætte foden ned for nye vindmølleparker.
- Jo der er nogle tiltag, hvor vi skal have Christiansborg med, men så må vi jo presse dem. En ting er, at de ikke selv vil gå i gang med at gøre noget, men det vil være mærkeligt, hvis de lige frem vil blokere Københavns Kommune for at gå forrest, siger Line Barfod.
Samtidig mener hun, at størstedelen af det som Enhedslisten vil på trafikområdet, kan man sagtens gå i gang med på egen hånd.
Hun synes, det er et klimaudspil fyldt med konkrete planer for, hvad det er partiet vil i gang med.
- Vi synes ikke det er nok, at København skal have en fin overskrift om, at København skal være CO2-neutral i 2025. Vi er nødt til rent faktisk at gøre noget, og derfor har vi lavet det her meget omfattende katalog, siger Line Barfod.
_
_