Flere bliver køresyge i elbiler – her er cheflæges forklaring
Flere danskere får køresyge i elbiler. Det arbejder man med på to danske hospitaler, hvor man på det ene også undersøger fremtidige behandlingsmuligheder. Også politiet oplever mere køresyge i elbiler.
De fleste har prøvet det som barn eller voksen: At blive svimmel, få hovedpine eller endda opkastfornemmelser i en bil, der bliver drevet frem af benzin eller diesel.
Men køresyge er et større problem for flere bilister og særligt passagerer i det stigende antal elbiler med deres anderledes køreegenskaber ude på vejene. Derfor har flere speciallæger et særligt fokus på at finde forklaringer og løsninger på problemet.
Hospitaler arbejder med transportsyge i elbiler
Udfordringerne med el-køresyge arbejder man med to steder i det danske sundhedsvæsen.
Et af stederne er på Rigshospitalet, hvor cheflæge Mads Klokker er leder af Center for Hørelse og Balance.
Her hjælper man blandt andet danskere, der er plaget af transportsyge - heriblandt køresyge.
Kan man blive mere køresyg i en elbil end i en bil drevet af fossile brændstoffer?
- Ja, som mennesket er lige nu. Og når vi er i starten af elbilkarrieren. Så ja. Helt klart, siger Mads Klokker til TV 2 Kosmopol.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Den samme tendens med køresyge i elbiler møder Therese Ovesen også i sit arbejde. Hun er professor i øre-næse-halssygdomme på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning. Hun oplever at få et stigende antal henvendelser om problemet.
- Det gør jeg helt bestemt. I temmelig stor udstrækning endda. Og jeg har måske i særlig grad hørt det i erhvervsmæssig sammenhæng, fortæller professor Therese Ovesen.
Mere end seks ud af 10 solgte biler er elbiler
Generelt er der behov for mere viden og flere behandlingsmuligheder, så vi undgår transportsyge.
Det behov bliver større i takt med, at nye teknologier og transportmuligheder skyder frem som eksempelvis VR-spil, fremtidige rumekspeditioner og især det hastigt stigende elbilsmarked.
I juli var mere end hver anden nyregistrerede bil en elbil. Det vil sige 5.934 elbiler ud af 11.517 biler.
Tager man også importen af brugte biler med i et større regnestykke, bliver tendensen mere tydelig.
Her stod elbiler for 11.113 biler i juli, mens fossilt drevne biler stod for 6.246 ud af samlet set 17.359 biler.
Det svarer til, at mere end seks ud af 10 solgte biler i juli var elbiler, viser tal fra bilstatistik.dk.
Branche er opmærksom på udfordringer
Hos Dansk e-Mobilitet hører man ikke meget til udfordringerne med køresyge i elbiler.
Men direktør John Dyrby Paulsen fortæller, at bilbranchen er opmærksom på at finde løsninger.
- Vi kan se, at producenterne stille og roligt passer bilerne til i forhold til den mulighed, som specielt elbiler giver for at lave en hårdere eller blødere undervogn, have en hårdere eller lidt blødere acceleration, eller have en hårdere eller lidt blødere styring, forklarer direktøren for brancheorganisationen for elektrificeringen af vejtransporten i Danmark.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Cheflæge: Den manglende lyd udfordrer
Køresyge i elbiler skyldes en kombination af flere ting. Forklaringen skal både findes i elbilens anderledes køreegenskaber, men også i vores balanceorgan i det indre øre.
Det forklarer lederen af Center for Hørelse og Balance på Rigshospitalet.
- Det er den voldsomme acceleration og de unaturlige bevægelser, som vi ikke har lært tidligere. Det er den måde, man bremser på ved regenerering, som også er en ny bevægelse. Det er den manglende lyd. Og så er det al den info, der kommer fra skærme, som tager opmærksomhed, siger Mads Klokker.
Ifølge cheflægen kan de noget kraftigere køreegenskaber i elbilen påvirke vores balanceorgan.
- Vi skal ind i øret og finde forklaringen. Der kommer informationer fra øret og buegange og accelerationsmålere, som vi kan kalde det. Og det bliver sammenholdt med det, vi ser. Og hvis de ting ikke passer, så er det, vi bliver syge, forklarer Mads Klokker om den såkaldte mismatch-teori.
Betjente oplever køresyge i elbiler
Politiet er et af de steder, hvor man har oplevet køresyge i elbiler. Her indkøbte man 10 nye elbiler, der blev testet i et pilotprojekt i 2023.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Her var en af konklusionerne klare ifølge Jens Yndgaard, der er centerchef i Rigspolitiet.
- Vi har jo oplevet, at der er en højere forekomst af køresyge, når man kører i en elpatruljebil sammenlignet med de tilsvarende fossildrevne patruljebiler.
For at løse den udfordring har politiet indledt et samarbejde med Regionshospitalet Gødstrup, hvor betjentene bliver trænet til at håndtere udfordringerne, når udrykningen foregår i en elbil, hvor accelerationen er noget kraftigere.
Pilotprojektet og samarbejdet skal ruste politiet bedre til den grønne omstilling af deres bilpark.
- Vi har fået noget praktisk og teknisk viden, som vi kan bruge til et kommende udbud, når vi skal ud at købe flere biler. Men det er også at blive klogere på, hvordan vi kan imødegå køresyge, siger centerchef Jens Yndgaard.
Foto: Alexander Ryding - TV 2 Kosmopol
Nyt projekt undersøger behandling
På Rigshospitalet arbejder man også på at blive klogere på transportsyge. Her har man med støtte fra Novo Nordisk Fonden indledt et treårigt forskningsprojekt i emnet i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
I fremtiden skal det gerne munde ud i flere behandlingsmåder, så færre oplever transportsyge.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol