Oversigt

Seneste nyt

Flere børn i udsatte boligområder dyrker idræt

Flere end 2.000 børn fra Københavns udsatte boligområder har været en del af en kommunal indsats, som har fået flere til at dyrke idræt.

Børnene har blandt andet fået en større lyst til at bevæge sig og til at melde sig ind i den lokale idrætsforening. 

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Indsatsen hedder Aktive Børn i Forening og blev startet i 2020, som et samarbejde mellem kommune, daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger.

At indsatsen har skabt positive resultater glæder sundheds- og omsorgsborgmesteren:

- Sociale barrierer som sprog og kultur kan være årsager til, at færre børn i bestemte boligområder finder ind i foreningerne. Og her er det vigtigt at få bygget bro mellem daginstitutioner, fritidshjem og idrætsforeninger, så det bliver nemmere at få hjulpet børnene i gang med at dyrke sport tidligt i livet. Netop dét har Aktive Børn i Forening kunnet hjælpe med, siger Sisse Marie Welling (SF) i pressemeddelelsen.

Indsatsen omfatter borgere fra boligområderne: Tingbjerg, Mjølnerparken, Lundtoftegade, Aldersrogade, Hørgården, Gadelandet/Husumgård og Bispeparken.

TV 2 Kosmopol har tidligere skrevet om flere kommuners udfordringer med at få unge ind i idrætsklubberne.