Flere skal podes: Her åbner nyt testcenter fredag
Fra på fredag skal man igen vise coronapas flere steder, og derfor udvider København testkapaciteten med et stort kviktestcenter på Frue Plads.
Der er allerede så småt begyndt at komme kødannelse ved teststederne.
Og fra fredag skal coronapasset frem igen, hvilket nok ikke ligefrem skaber mindre trængsel.
Derfor er Region Hovedstaden og Københavns Kommune gået sammen med kviktestfirmaet Copenhagen Medical om at åbne endnu et testcenter i København.
- Det er et stærkt og kompetent samarbejde med Region Hovedstaden og Københavns Kommune, der har gjort, at vi kan rykke så hurtigt til gavn for borgerne, fortæller Trine Baadsgaard, der er pressechef i Copenhagen Medical.
Mere end 6000 podninger i døgnet
Testcenteret åbner kl. 12 på Frue Plads i Indre København. Og her er der plads og medarbejdere til at teste mere end 6000 borgere i døgnet.
- Det er vigtigt, at det er let og tilgængeligt for borgerne at blive testet og at de ikke skal vente for længe i kø. Derfor øges kapaciteten nu i indre København, fortæller Trine Baadsgaard.
Der er ikke behov for at bestille tid til testcenteret, der har åbent fra kl. 8 til 22 i hverdagene og fra kl. 10 til 20 i weekenden.
Klar til at åbne flere steder
I dag er der et kviktestcenter på Rådhuspladsen og i Fields. Og fra fredag altså også på Frue Plads.
Men med det stigende behov for test er det ikke utænkeligt, at der skal udvides med flere teststeder. Både i København, på Frederiksberg og i andre kommuner.
Og bliver det aktuelt, er de hos Copenhagen Medical klar til at åbne flere testcentre.
- Vi følger situationen og behovet tæt og er klar til at skalere yderligere op, hvis det er nødvendigt og vi bliver bedt om det, siger pressechef i Copenhagen Medical Trine Baadsgaard.
_
_