Forstå sagen: Onsdag begynder en retssag, der kan standse Lynetteholm-projektet
Foreningen Klimabevægelsen i Danmark søger at få standset anlægsarbejdet med Lynetteholm, fordi de mener, at projektet strider mod både dansk og international ret.
Onsdag begynder en retssag ved Østre Landsret, der kan få stor betydning for ikke bare det enorme Lynetteholm-projekt, men også for andre store anlægsprojekter i fremtiden.
Her har foreningen Klimabevægelsen i Danmark trukket Transportministeriet og udviklingsselskabet By & Havn i retten. Det sker med kravet om, at byggeriet af Lynetteholm sættes på pause, indtil en senere retssag om hele projektet er afgjort.
Men hvad er op og ned i sagen?
TV 2 Kosmopol besvarer de vigtigste spørgsmål i boksene herunder:
Forstå sagen: Landsret tager hul på strid om Lynetteholm
Kort fortalt handler det om, hvorvidt det enorme byggeri er blevet kortlagt tilstrækkeligt inden vedtagelsen.
Klimabevægelsen, der har lagt sag an mod Transportministeriet og By & Havn, mener, at projektet blev vedtaget i strid med både dansk og international lov, fordi høringen om miljøkonsekvenser ved Lynetteholm ikke er tilstrækkelig.
Overordnet set frygter Klimabevægelsen, at projektet får alvorlige konsekvenser for økosystemerne i Østersøen. Ifølge organisationen vil Lynetteholm blokere for saltgennemstrømningen i Øresund og derved ændre havmiljøet.
Bevægelsen kræver, at byggeriet af Lynetteholm sættes på pause, indtil en senere retssag om hele projektet er afgjort.
Lynetteholm er et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter. Projektet består i en kunstigt anlagt halvø på 275 hektar mellem Refshaleøen og Nordhavn ved indsejlingen til Københavns Havn. Halvøen skal have plads til 35.000 beboere, når den står færdig om 30 til 40 år. Projektet er vedtaget af et flertal i både Folketinget og Københavns Kommune. Det første spadestik til den kunstige halvø blev taget i januar 2022, og aktuelt er man i færd med at fylde arealet til Lynetteholm op med overskudsjord.
På den ene side står foreningen Klimabevægelsen i Danmark. På den anden side står ejerne af Lynetteholm-projektet, der består af staten i form af Transportministeren samt Københavns Kommune i form af udviklingsselskabet By & Havn.
Klimabevægelsen i Danmark er en miljø- og klimaorganisation, der er opstået som en sammenslutning af flere mindre, mellemfolkelige klimabevægelser.
Bag Lynetteholm-projektet står staten og Københavns Kommune. Staten er repræsenteret i form af Transportministeriet, og By & Havn – som er 95 procent ejet af Københavns Kommune – er bygherre.
Det er den, fordi det er en såkaldt principiel retssag.
Med det begreb forstås, at afgørelsen kommer til at være en bindende retskilde, som eksempelvis kommuner og andre myndigheder skal bruge som rettesnor i tilsvarende sager.
Med andre ord betyder det, at uanset retssagens udfald, vil den have betydning for fremtidige mega-anlægsprojekter.
Får Klimabevægelsen i Danmark medhold, betyder det – ud over en standsning af anlægningen - at bygherrer fremover ikke kan skele til Lynetteholm-processen, når man laver de lovpligtige undersøgelser inden et anlægsprojekt.
Får Transportministeriet og By & Havn medhold, betyder det – ud over at Lynetteholm-projektet kan fortsætte som hidtil – at bygherrer fremover kan læne sig op ad Transportministeriet og By & Havns foranalysearbejde.
Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark, siger følgende:
- Vi mener at projekt Lynetteholm er blevet hastet igennem i en sådan fart, at gældende klima- og miljølovgivning er blevet glemt i processen. Man må ikke vedtage et projekt, som kan påvirke nabolandenes økosystemer, uden at have foretaget en gennemgribende høring. Høringen skal muliggøre, at politikere og organisationer på tværs af lande kan udarbejde bedre og mere skånsomme anlægsprojekter, og vi mener ikke, at det har været tilfældet med projekt Lynetteholm.
By & Havn henviser til Transportministeriet, og her udtaler transportminister Thomas Danielsen (V) følgende:
- Lynetteholmsprojektet er et af de mest undersøgte og borgerinddragende infrastrukturprojekter i Danmarkshistorien. Derfor er det også naturligt, at der er stor interesse for projektet. Modstandere af projektet skal naturligvis også i et retssamfund have mulighed for at løfte deres sag via domstolene.
Klimabevægelsen argumenterer for, at vedtagelsen af projektet Lynetteholm er i strid med både dansk og EU-ret, fordi man ikke har gennemført tilstrækkelig høring af de påvirkede Østersølande.
For eksempel – påpeger de - var høringen af Sverige ikke afsluttet, da anlægsloven for Lynetteholm blev vedtaget. Derfor mener Klimabevægelsen, at de berørte lande og deres borgere ikke har fået tilstrækkelig indflydelse på beslutningen.
Parterne vil ikke direkte forholde sig til de konkrete søgsmål og henviser i stedet til den mere generelle udtalelse fra transportministeren om, at projektet er ”et af de mest undersøgte og borgerinddragende infrastrukturprojekter i Danmarkshistorien”.
By & Havn oplyser dog, at man har nedlagt påstand om, at begæringen om opsættende virkning afvises. Oversat til forståeligt dansk betyder det, at By & Havn vil argumentere og fremlægge beviser imod Klimabevægelsens ønske om, at anlægsarbejdet med Lynetteholm skal standses.
Der er afsat fem retsdage. Sagen behandles ved landsretten den 22., 27.-28. november samt 5. og 6. december.
Ifølge By & Havn forventes det, at landsretten den 6. december oplyser datoen for afgørelsen om opsættende virkning. Ritzau skriver, at Østre Landsret træffer en afgørelse i december.
Landsretten har endnu ikke fastsat datoer for hovedforhandlingen vedrørende de tilbageværende spørgsmål om, hvorvidt anlægsloven er retsstridig i henhold til blandt andet EU-reglerne. Det forventes, at det først bliver næste år.