Forvaltningsdirektør stopper i København
Den administrerende direktør i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning stopper. Hun skriver selv på LinkedIn, at borgmesteren har ønsket en anden profil på posten.
Line Nørbæk stopper som administrerende direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.
Det skriver hun selv i et opslag på LinkedIn onsdag.
- Det har været en spændende og lærerig tid, som har givet mig lejlighed til at møde en lang række dygtige og dedikerede chefer, medarbejdere og samarbejdspartnere på et område med stor samfundsmæssig betydning, lyder det i opslaget.
Her begrunder hun fratrædelsen med, at Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) "har ønsket sig en anden profil i stillingen som administrerende direktør".
Line Nørbæk meddeleler via sin fagforening DJØF, at hun ikke har yderligere kommentarer til sit opslag fra LinkedIn. DJØF bekræfter, at de er gået ind i sagen og vil bistå med at forhandle en fratrædelsesaftale på plads.
Ikke den første sag
Tilbage i oktober blev en fagdirektør i forvaltningen frataget sin stilling med kort varsel. Det skete på baggrund af en række artikler i Berlingske, der beskrev, hvordan kommunens jobcentre i to år ikke havde brugt muligheden for at henvise ledige direkte til job.
Efterfølgende havde to faglige organisationer ifølge NB Beskæftigelse fat i forvaltningen, mens DJØF kørte en personalesag. De mente ikke, at de forvaltnings- og ansættelsesretlige planer var overholdt.
Borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard kom med hårde anklager mod den pågældende direktør. Efterfølgende blev HK Hovedstaden og DJØF ifølge NB Beskæftigelse kontaktet af flere utrygge medlemmer ansat i forvaltningen, der følte, at de var kommet i skudlinjen.
- Det giver bekymring og utryghed, den måde det er foregået på, og det er både hos medarbejdere og på ledelsesgangen. Vi har fået flere henvendelser fra flere chefer, som er bekymrede, lød det dengang fra Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Hovedstaden til NB Beskæftigelse.
Borgmesteren har ingen kommentarer
Line Nørbæk tiltrådte jobbet som administrerende direktør i forvaltningen den 1. april 2021. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og kom til jobbet i Københavns Kommune fra en stilling som erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet.
- Jeg tager mange gode erfaringer og nye bekendtskaber med mig og er spændt på, hvad fremtiden bringer, skriver hun i opslaget på sin LinkedIn.
Sagen om Line Nørbæks fratrædelse behandles først færdig i starten af februar. Formelt er det nemlig Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, der skal træffe beslutning i sagen.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) har ingen kommentarer til Line Nørbæks stop med begrundelsen, at der er tale om en personalesag.
_