Fra 700.000 kroner til 12 millioner: Fond vil redde særlig boform fra boligspekulanter
En gruppe ildsjæle har oprettet en fond, der skal sikre kollektiverne i København mod boligspekulanter.
På Østerbro ligger kollektivet Placebo. En 450 kvadratmeter stor lejlighed med 10 beboere.
Lejligheden blev købt i 1981 til 700.000, men i dag er den væsentligt mere værd. Faktisk kan den sælges for 12 millioner kroner.
- Derfor har vi jo netop været lidt nervøse for, som vi har kunne se ske nogle af de andre steder, at lejligheden bliver solgt, og at de beboere, der bor der på det tidspunkt, høster hele overskuddet, og det er jo det, vi gerne vil undgå skulle ske her.
Sådan siger Jesper Hjorth, der selv bor i kollektivet Placebo på fjerde år.
Derfor har han og hans 9 bofæller oprettet en fond sammen med fem andre kollektiver, som de kalder: Fonden for flere kollektiver.
Formålet med fonden er at udbrede den kollektive boform og bevare de eksisterende kollektiver til trods for den stigende tendens til boligspekulation i hovedstaden.
I første omgang er de fem kollektiver gået sammen om at låne i gennemsnit 500.000 kroner i deres egne lejligheder.
Pengene har de brugt til at købe endnu en kæmpe lejlighed til 8,5 millioner kroner - og lejligheden har de så omdannet til et nyt kollektiv.
Foto: TV 2 Lorry
På sigt vil fonden gerne have flere kollektiver med, så de sammen kan købe endnu flere lejligheder og skabe endnu flere kollektiver i København.
- Det giver mig ro og en stolthed over at være en del af en bevægelse omkring en boform, som jeg bare tror meget mere på, end at vi alle sammen skal gå og spekulere i et boligmarked, siger Jesper Hjorth om fondens arbejde.
Og Bo Christensen, der er medlem af fondens bestyrelse, er enig:
- Mange kollektiver, der har 20-30 år på bagen, er blevet skabt på nogle tidspunkter, hvor boligpriserne var nogle helt andre, og så er de ligesom gået i arv fra genration til generation og det er jo også den tanke, som vi synes er ret smuk, som vi egentlig gerne vil prøve at bevare, siger han.