Fra Bronx til Rådhuspladsen: Dansk hip hop-kultur fylder 40 år
Lørdag aften slår Forum på Frederiksberg dørene op for den største danske hip hop-koncert nogensinde. 51 danske hip hop-artister optræder på skift, når det danske hip hop-miljø med en maratonkoncert fejrer 40 år med sig selv og hinanden.
Pladeselskaber, anmeldere og andre voksne rynkede på næsen.
Affejede det som en døgnflue og en kultur, som ville slutte i morgen.
- Vi var bare sådan: Nej, for helvede, det er vores liv, det her. Det er ikke en døgnflue, siger Chief 1 i dag, når han spoler tiden tilbage til første halvdel af 80´erne og husker, hvordan det hele begyndte i København.
I dag har den dengang spirende hip hop- og rap-kultur udviklet sig til verdens førende musikkultur både i Danmark og globalt.
- Altså, vi kunne godt lide det der, at man skilte sig ud, tog noget mærkeligt tøj på, man hørte noget mærkelig musik, man passede ikke ind i normen, husker Chief 1 om teenageårene og den identitet, som de fandt i hip hopkulturen.
Lørdag aften er han og bandet Rockers By Choice blandt de 51 hip hop artister, som ved en fem-seks timer lang maratonkoncert i Forum på skift indtager scenen og hylder hip hoppens 40 år i Danmark.
Fra Gilli og Kundo, Tessa og Kesi til MC Einar og Clemens, Rent Mel, Klumpen og Pharfar, for bare at nævne et lille udpluk.
Det hele begyndte ved Burger King på Rådhuspladsen
Lars Pedersen, som mange hurtigt lærte at kende som Chief 1, var i begyndelsen af sine teenageår, da han og broren Per mødtes med andre unge foran Burger King på Rådhuspladsen og med inspiration fra USA dansede breakdance på Strøget.
Sammen lavede de dansegruppen Floormasters, som begyndte at konkurrere med andre dansegrupper i ungdomsklubben Thomas P. Hejle.
Snart vandt de DM i breakdance to år i træk, og få år senere lavede de rapgruppen Rockers By Choice.
- Vi var bare ikke nogen, der gad at spille fodbold. Vi ville hellere bare ud og gå rundt på gaden og opføre os, som om vi boede i Bronx i New York, selvom vi bare kom fra Tårnby Torv ude på Amager, siger han.
- Kort sagt, så var vi jo nok bare nogle unge mennesker, som levede i et land, hvor vi ikke rigtig kunne finde os selv. Og da hiphoppen fra Bronx lige pludselig ramte os, så vidste vi, at det var der, vi skulle hen, og det er det, vi skal bruge vores liv på, siger Chief 1.
Den rebelske bevægelse og modermælken
En af de helt nye, som mange spår en stor og lysende fremtid på den danske hip hop og rap-scene, er Carl Knast, som naturligvis også kan opleves i Forum lørdag aften.
- For mig er hip hop en genrebevægelse, som jeg har fået ind med modermælken, og som har udviklet sig meget, ligesom der også er sket meget med mig, siden jeg startede med at lytte til det. I dag er det egentlig bare sådan en fuldstændig del af mit DNA, siger Carl Knast om hip hop bevægelsen, som han fortsat betegner som rebelsk.
Efter en række succesrige singler udgiver han sit første hele album – Crowdpleaser – på Universal til januar, og han er overbevist om, at der fortsat er masser af plads til, at bevægelsen kan være progressiv.
- Der er en hel horisont af ting, der ikke er blevet udforsket endnu. Antimaterialistisk rap, antisexistisk rap, antihomofobisk rap, siger den unge rapper.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol
Tager ikke håndværket alvorligt
I mange år har Toniah Pedersen været en af de helt store dansere og koreografer både på den danske og den internationale scene.
Hun har koreograferet og instrueret deltagere i X-factor, Melodi Grand Prix, forestillinger i Tivoli og på Operaen, ligesom hun har arbejdet med store internationale navne som Mary J Blige, Will Smith, Lenny Kravitz og Big Brovaz.
- Det er noget, jeg lever med dagligt. Det er noget, jeg lytter til, det er noget, jeg arbejder med hele tiden via min dans og min koreografi, siger Toniah om hip hop-kulturen, som hun konsekvent eksperimenterer med at inddrage i alt, hvad hun laver.
- Det har været en kamp og det har ikke været nemt. Og det er stadigvæk ikke nemt. Ironisk nok. Jeg tror, at vi herhjemme stadigvæk lidt sidder fast i: ”Nå, det er dem der med omvendt kasket og store bukser, altså det kan vi ikke rigtig bruge til noget”, siger Toniah, som mener, at mange forsømmer at kigge på selve håndværket.
- Hip hop i sig selv er en kultur, som jo altså er jo førende på verdensplan, siger Toniah.
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol
Større end nogensinde
Efter 40 år med bevægelsen og kulturen i Danmark, er både den gamle og den nye generation enige.
I 2024 er hiphop og rap større end nogensinde.
- Det var bare sådan, at hiphop kom og smadrede det hele, og i dag er det jo bare den kultur, de unge dyrker, siger Chief 1.
Carl Knast kalder også genren den største i verden.
- Rap er større end rock, og hiphop er nærmest mere blevet en subkultur til rappen. Så det er dejligt at se, at der er nogen, der holder fast i genrebevægelsen, og stadig udfordrer den, siger Carl Knast.
Lørdag aftens hip hop koncert i Forum begynder kl. 19.
Det er også muligt at opleve udstillingen ”Hip hop gennem 40 år - Døgnfluen der ikke ville dø"i Jernbanebyens SPOR 10 i Sydhavnen til og med lørdag.