Oversigt

Seneste nyt

Fyrværkeri-kaos på Nørrebro: Bus beskudt af bomberør

Københavns politi melder om en særdeles travl nat - særligt på Nørrebro har den været helt gal med nytårsskytset.

Natten til søndag blev en linje 5C bus fra Movia beskudt med et bomberør ved Nørrebro Station.

Det viser billeder og video fra mediet Presse-fotos.dk, som har været på gaden hele natten.

Det samme har Københavns Politi, og særligt i området omkring Nørrebro Station har der været brug for tilstedeværelse.

- Fra klokken 23 til 01 har vi haft et betydeligt antal anmeldelser om fyrværkeri til ulempe i området, og vi har været til stede i et betydeligt omfang. Men vi kan jo ikke stå vagt hele tiden, selv om niveauet dæmper sig, hver gang vi er til stede, siger vagtchef i Københavns politi, Henrik Stormer til TV 2 Kosmopol.

Han fortæller videre, at han i sin døgnrapport ikke har oplysninger om den bus, der bliver beskudt på videoen i artiklen her, og som det ses på samme video, kører bussen da også videre.

Ikke overraskende er politiets opfordring, at man ikke anvender fyrværkeri på den måde.