Gummiænderne har indtaget København: "Hvad fanden er det for noget, det her"
De har Cæsar-ænder i Rom, Napoleon-ænder i Paris, Einstein-ænder i Berlin og Beethoven-ænder i Salzburg. Nu er gummiænderne også kommet til København.
Det vrimler med gummiænder i København.
I løbet af få måneder er tre butikker, der udelukkende sælger de små, gule ænder, dukket op på Strøget.
Ænderne kommer i alverdens afskygninger - vikingeænder, havfrueænder, Pikachu-ænder, Donald Trump-ænder, Spiderman-ænder og mumie-ænder. Uanset hvad du søger, kan du være sikker på at finde en gummiand-version på hylderne.
Det er den samme mand, der står bag alle tre butikker. Han hedder Mohammed Tofayel Hossain, og han ejer flere souvenirbutikker i København, blandt andet Danish Souvenir og Viking Souvenir - og nu også Duck Haven og Ducky Memories.
Foto: Christian Grønlund Hjulskov
Han havde nogle ænder stående i sine andre souvenirbutikker, som solgte godt. Og da der ikke var andre store gummiandsbutikker i byen, så han et hul i markedet og slog til.
- Der er mange storbyer i Europa, der har de her gummiænder, såsom Amsterdam, Barcelona og Berlin. Men ikke København, siger Mohammed Tofayel Hossain.
Indtil videre går forretningen godt, fortæller han. Der kommer mange turister, men også en del danskere forbi hans butikker.
- Børnene elsker det, de synes, det er sjovt. Det er samleobjekter, som man kan have stående i bilen, på en hylde eller bruge i badet, hvis man vil, siger Mohammed Tofayel Hossain.
Foto: Kamil Krzaczynski/AFP/Ritzau Scanpix
Hans butikker sælger omkring 20 forskellige københavnerænder, fortæller han, blandt andet nogle der cykler.
Einstein-ænder i Berlin
Gummiænderne er et internationalt koncept, som har hersket i det store udland i flere år.
Du kan købe Cæsar-ænder i Rom, Napoleon-ænder i Paris, Einstein-ænder i Berlin og Beethoven-ænder i Salzburg.
I Kroatien kan du købe landets fodbold-superstjerne Luka Modric som gummiand.
Senest er også London kommet med på dillen: "Has London gone quackers?" spørger en engelsk lokalavis City A.M. i en artikel fra foråret, der stiller spørgsmålstegn ved, hvordan Londons nye gummiandsbutik Duck World kan holde sig oven vande.
Filip Perkon, ejer af Duck World i London, fortæller til City A.M., at køberne er cirka 60 procent turister, cirka 25 procent engelske familier og cirka ti procent folk, der samler på ænder.
Også i London går business godt. De solgte stort på valentinsdag, fortæller Filik Perkon, og de har desuden mange tech-entusiaster som kunder, da "rubberducking" er en kendt debugging-teknik brugt af software-ingeniører, der finder fejl i koder ved at forklare det til en gummiand.
Et pop up-fænomen
Manden bag souvenir-museet Souvenariet, Hans Rossen, har godt set de nye gummiandsbutikker på Strøget. Og han er skeptisk.
- I første omgang tænkte jeg: "Hvad fanden er det for noget, det her". Hele butikken er jo fyldt med ænder, fortæller Hans Rossen, der desuden er journalist.
- Det er ikke souvenirer. I min optik er det nærmere et stykke legetøj. Gummiænderne findes jo rundt omkring i Europa, det er noget universelt, som man lige så godt kunne købe det ene sted som det andet sted.
Ifølge Hans Rossen er en souvenir et samleobjekt med et naivt udtryk, som man kan kigge på for at mindes et bestemt sted. En souvenir kan ikke være kunst - det skal være let aflæseligt, ikke noget, man kan diskutere, hvad forestiller.
Historisk har souvenirer haft navnet på destinationen på sig - som et fingerbøl, hvor der står "Mallorca" på. I dag tager vi i højere grad mad- og drikkevarer med hjem som souvenirer, fortæller Hans Rossen.
Foto: Christian Grønlund Hjulskov
Ænder, der er udsmykket med danske artefakter, kan måske lige snige sig op til at blive souvenirer. Men det er ikke nok til, at gummiænderne vil få nogen betydning for dansk turisme, mener han.
- For mig at se er gummiænderne et pop up-fænomen, der forsvinder igen om et år eller to, så er der ikke flere, der gider at have dem, siger Hans Rossen.
Gjort populær af Disney og Sesame Street
Ifølge det britiske St. Neots Museum er den tidligste version af gummianden fra slutningen af 1800-tallet, da en amerikansk kemiker opfandt vulkaniseret gummi - altså gummi, der ved hjælp af tryk og varme går fra at være blødt og klæbrigt til en hård masse, man kan forme.
De første gummiænder blev brugt som tyggelegetøj til både hunde og børn, og de var faktisk så tunge, at de slet ikke kunne flyde.
Det var først i 1930'erne, at man begyndte at associere gummianden med karbad. Den første badeand, som vi kender den i dag, blev opfundet af en person fra Maryland i USA, og nogle år senere kom Walt Disney Company på banen med deres version i et samarbejde med en latexfabrikant.
Men gummianden blev først for alvor allemandseje i 1970, da sangen "Rubber Duckie" blev sunget af Ernie i det populære, amerikanske børneprogram Sesame Street.
Sangen blev så stort et hit, at den blev nummer 11 på Billboard-hitlisten over de mest populære sange i USA.