Hamzas cykelbutik brød i brand: "Det lød som en bombe"
I fredags stod Star Cykel på Nørrebrogade pludselig i flammer. Et cykelbatteri er angiveligt årsagen.
Mandag eftermiddag er Hamza Albidives tilbage ved sin butik. Facaden er stadig sodfyldt og et skadeservicefirma har barrikaderet døren.
-Jeg er helt i chok. Det hele er brændt. Det hele er sort, det hele er væk. Alt er væk, siger han. Branden opstod i et batteri til en elcykel, der lå til opladning på en stol, fortæller han.
Pludselig eksploderede det
-Det var ligesom en bombe. Lige som fyrværkeri. Det er meget trist, jeg er meget bekymret. Jeg har tabt alt, og jeg har ikke nogen forsikring. Jeg skal starte helt forfra.
Branden udviklede sig altså eksplosivt og i løbet af ganske kort tid var det hele brændt ned.
Litiumbatterier kan anrette store skader
Batterier i elcykler er såkaldte litium-ion batterier, som blandt andet også bliver brugt i telefoner og powerbanks. Litium kan forårsage eksplosive, voldsomme brande, og det oplever Hovedstadens Beredskab i stigende grad fortæller Operationschef Tim Ole Simonsen.
-Vi ser voldsomme brande i forretninger og lejlighedskomplekser som følge af batteribrande, så der er en stor risiko ved det.
I 2021 blev der ifølge Beredskabsstyrelsen registreret 75 brande forårsaget af Litium-ion-batterier, året efter steg det til 106 brande, og sidste år var tallet 131.
-Og det er udviklingen, vi bruger litium-ion-batterier rigtig mange steder i vores husholdning. Og det vil kun stige i omfang, lyder det fra Tim Ole Simonsen.
To ud af tre af disse brande opstår, når batteriet ligger til opladning, og der er særlig risiko, hvis batteriet er defekt.
Batterier skal i særlige skabe
Cykelhandlernes brancheforening opfordrer nu til at bruge særlige brandskabe til cykelbatterier. Og Beredskabsstyrelsen kom for nylig med en række gode råd til alle som aldrig at gå fra et batteri i opladning, aldrig oplade i samme rum, som du sover og aldrig oplade et batteri tæt på brandbare materialer.
På Nørrebrogade håber Hamza Albidives at han snart kan åbne sin cykelbutik igen. Indtil i fredag vidste han ikke, at cykelbatterier kan være brandfarlige.
-Men jeg skal aldrig arbejde med batterier igen. Aldrig. De er for farlige.
Foto: Louise Ørveile, TV 2 Kosmopol