Hun stod midt i et interview, da en politimand hev fat i hende: "Der sker noget i Field´s"
Mandag er det årsdagen for tragedien i Field's, hvor en gerningsmand skød i shoppingcentret. Tre mistede livet og flere blev såret på krop og sjæl.
Måske kan du ikke huske, hvad du lavede søndag den 3. juli sidste år – måske glemmer du det aldrig.
Mandag er det præcist et år siden, at nyheden om skyderiet i Field's ramte danskerne en søvnig søndag i juli.
Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) kommer aldrig til at glemme den dag.
Hun var i Sønderborg, hvor den sidste etape i Grand Depart netop var færdig. Det jyske besøg var kulminationen på tre glade dage med verdens største cykelløb, Tour de France, i Danmark.
Men stemningen skiftede hurtigt fra fejring til alvor.
- Jeg stod i målområdet, hvor der skulle gives interviews, da en fra politiet kom over til mig. Han sagde, at der sker noget lige nu i København, som jeg bør vide, fortæller Sophie Hæstorp Andersen til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Manden fra politiet fortalte, at der netop var kommet en melding ud på alle politiradioer om, at der foregik noget meget alvorligt i Field’s.
Selvom han ikke kunne berette meget mere, var der ingen tvivl for overborgmesteren og hendes team:
- Ret hurtigt bliver vi enige om, at vi skal til København med det samme.
Dermed blev den planlagte reception på Kongeskibet Dannebrog skrottet, og i stedet sad overborgmesteren og hendes team i en bil mod hovedstaden med rødglødende telefoner for at få de seneste nye opdateringer.
- Det ændrede fuldstændig en ellers glad dag, der var afslutningen på nogle fantastiske dage med cykelløb. Det vendte alt på hovedet, fortæller Sophie Hæstorp Andersen.
Skiftende meldinger
De første meldinger om skyderiet løb ind omkring klokken 17.30 søndag eftermiddag.
Klokken 17.48 blev den formodede gerningsmand anholdt. Men på det tidspunkt arbejdede politiet med en teori om, at der kunne være flere gerningsmænd.
- Jeg husker, vi sidder i bilen, da vi hører, den formodede gerningsmand er blevet pågrebet. Det var en kæmpe lettelse. Men i de mange timer svinger tallene om døde og sårede frem og tilbage, ligesom der er stor bekymring for, om der kunne være mere end en gerningsmand, fortæller overborgmesteren.
Ud over at følge med i udviklingen, blev der også igangsat en evakuering af de mange mennesker, der befandt sig i nærheden – heriblandt de mange gæster til Harry Styles’ koncerten i Royal Arena, der var i Field’s før koncerten.
- Vi prøvede at se på, hvad vi kunne gøre som kommune. Vi fik blandt andet åbnet nogle lokaler i Vanløse, hvor de mange evakuerede kunne tage hen, hvor et kriseberedskab stod klar.
Selv kendte Sophie Hæstorp Andersen ingen, der var til stede ved skyderiet. Men hendes datters veninde kendte den 17-årige unge mand, der blev dræbt, da han var på arbejde i biografen.
- Det gjorde mig bekymret som mor og som en, der har mange venner, hvis børn går til koncerter.
I København kender alle en, der er påvirket
Ret hurtigt blev det også besluttet, at Københavns Kommune ville få stablet en mindehøjtidelighed på benene, så de mange berørte af tragedien – direkte eller indirekte – havde et sted at samles.
- I København, særligt på Nørrebro, har vi tradition for at ’tage gaden tilbage’, dagen efter noget alvorligt er sket. Derfor var vi overbeviste om, at vi skulle have en mindehøjtidelighed efter Field’s, fortæller overborgmesteren.
Det store spørgsmål var bare, om hvor det skulle foregå henne? Politiet var stadig i gang med efterforskningen ude ved storcentret.
- Skulle det være på Rådhuspladsen eller Field’s? Vi blev enige om, at det her handlede ikke om rådhuset, men om mennesker, der skulle have haft en glad dag med shopping, koncert eller som bare skulle passe deres arbejde.
Den 5. juli – to dage efter skyderiet – blev der afholdt en mindeceremoni, hvor statsminister Mette Frederiksen, Kronprins Frederik og prins Christian blandt andet også deltog. Flere hundrede var forbi og lagde blomster ude foran hovedindgangen til Field’s.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Sophie Hæstorp Andersen holdt en tale for de mange fremmødte.
- Vi skal ikke overlade København til frygt. Vi skal ikke tømme vores gader eller shoppingcentre i angst. Tragedien skal ikke tage noget af København fra os. Vi skal ikke lade os intimidere, sagde hun blandt andet dengang.
Mindehøjtidelighed på årsdagen
Mandag – på årsdagen – er der igen mindehøjtidelighed ved Field’s. På årsdagen vil overborgmesteren ikke holde tale, men hun holder fortsat fast i, at skyderiet ikke skal sprede frygt blandt københavnerne.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Og selvom tragedien har sat gang i en stor selvransagelse – blandt andet i psykiatrien, handler årsdagen ifølge overborgmesteren om at mindes i fællesskab i dag:
- Det er rigtig vigtigt, at vi mindes dem, der blev berørt. De døde, de efterladte og alle andre der blev ramt.