I Farum blev pensionister sendt på gratis charterferie: 23 år efter vil man gøre det samme i København
Det er ikke første gang Københavns Kommune flirter med at sende ældre borgere på ferie i sydens sol. Tilbage i 2001 var Venstre på banen med et lignende projekt i hovedstaden - stærkt inspireret af Peter Brixtofte.
En ferie i Sydspanien – kvit og frit på kommunens regning.
Det kan blive en realitet for københavnske ældre, ifølge en principaftale mellem alle partier på Københavns Rådhus med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet, skriver Altinget.
Her vil man se på et pilotprojekt, hvor ældre, der modtager hjemmepleje og mad, kan veksle velfærdsydelserne til en uge syd på.
Lyder det bekendt?
Så tænker du nok på de charterrejser, som daværende borgmester i Farum, Peter Brixtofte (V), blev landskendt for at sende kommunens pensionister afsted på. Rejser, der gav glæde og sammenhold, men som også indgik i den omfattende sag om misbrug af kommunale midler, som Brixtofte blev anklaget og dømt for.
Selvom pensionistrejserne i dag er farvet af den efterfølgende afsløring af Brixtofte-sagen, så står billederne af glade pensionister ved poolen mejslet ind i mange bevidsthed – også uden for Farum.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix
”Pensionister har altid fået for lidt”
Idéen om solrejser til pensionister blev præsenteret af Peter Brixtofte i Berlingske i 1999, og fik hurtigt stor medieomtale.
I august samme år vedtog byrådet i Farum, at kommunens 1500 pensionister over 67 år skulle tilbydes gratis rejser til sydens sol.
På budgettet blev der afsat 7,5 millioner kroner til projektet. Men som mange andre beløb i Farum fra den tid, skulle budgettet snart eksplodere.
Den 26. januar 2000 kørte den første bus pensionister så afsted fra Farum.
(Artiklen fortsætter efter videoen og billedet.)
Foto: Bent Midstrup/Nordfoto-Nf/Ritzau Scanpix
Ombord var 50 forventningsfulde ældre, og destinationen var Gran Canaria, hvor 14 dages solferie ventede – købt og betalt af Farum Kommune.
Og manden bag hele idéen, Peter Brixtofte var selv med på jomfrurejsen. Drømmen var, at solferien skulle skabe sammenhold, venskaber og livsglæde for kommunens ældre.
- De nuværende pensionister tilhører en generation, der bare har betalt og betalt, men altid fået forholdsvis lidt. De fleste af dem har kun deres folkepension og ikke de pensionsordninger, som de fleste af kritikerne har, sagde Brixtofte dengang til Ritzau.
Bus efter bus med glade pensionister blev sendt til sydens sol i årene 2000 til 2002.
København blev inspireret
De vidunderlige billeder af glade pensionister, der formede venskaber på kryds og tværs på rejserne, ramte også hovedstaden.
Faktisk i sådan en grad at Venstre på Københavns Rådhus i 2001 lagde op til at også københavnske pensionister skulle på charterferie på kommunens regning.
Partiets gruppeformand og daværende kultur- og fritidsborgmester, Martin Geertsen, stod nemlig bag et lignende forslag med inspiration fra Farum. Det skrev Berlingske dengang.
Men Geertsen understregede, at det skulle være i mindre skala end i Farum.
Det blev dog aldrig til noget for de københavnske pensionister.
Budgetoverskridelser
Farum-borgernes rejseaktiviteter fik dog også en brat ende.
Pensionistrejserne viste sig nemlig hurtigt at overskride det forventede budget.
Det første år blev rejsebudgettet på 7,5 millioner kroner overskredet med mere end 3,8 millioner, det næste år med 12 millioner.
I 2002 valgte kommunen at sætte budgettet op til 12 millioner, og her lykkedes det at holde sig inden for budgettet. Måske fordi pensionistrejserne fik en brat stopper, da det kom frem at kommunen i stor stil var i økonomisk underskud.
Rejserne blev sløjfet i kommunens sparekatalog, som blev fremlagt for daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i forsøget på at spare 220 millioner hvert år over en otte års periode.
Det blev på mange måder begyndelsen til enden for Peter Brixtofte, da skandalerne om hans omgang med kommunens økonomi ramte medierne - og senere hen retssagerne, der fulgte.
I 2006 blev Peter Brixtofte dømt for groft mandatsvig ved Københavns Byret. Dommen blev stadfæstet ved både Landsretten og Højesteret i 2008.
Peter Brixtofte blev idømt fire års fængsel og blev prøveløsladt i 2011.
Kilder:
Til at fortælle historien, har vi gjort brug af følgende kilder:
Berlingske, BT. Ekstra Bladet, DR og Farum-Kommissionen.