Jakobs gåture er blevet vildt populære: Lørdag gik flere hundrede de 50 kilometer rundt om byen

Det, der startede som en spontan idé, er siden blevet et større tilløbsstykke, hvor folk mødes et oftest upåagtet sted for at gå en tur. Lørdag mødtes et par hundrede ved en bænk på Frederiksberg og gik en tur. På over 50 kilometer.

Ved bænkene ind til Frederiksberg Have skygger Jakob Amsgaard lørdag morgen for den skarpe forårssol med sin hånd, mens han spejder ud over Frederiksberg Runddel.

Her hersker en gangske særlig stemning blandt de fremmødte.

Nogle skæver nervøst til et rutekort på telefonen. Andre ser pludselig et kendt ansigt og giver en spontan krammer.

Jakob Amsgaard er ophavsmand til det, der løber af stablen om få øjeblikke.

Han har sat sig for at gå en tur på 50 kilometer rundt i hovedstadsområdet - og på Facebook har han spurgt om nogen har lyst til at gå med.

Det har et par hundrede sagt ja til, og de stimler sammen om en bænk, hvor Jakob Amsgaard tager opstilling.

- Hvor er det dejligt at se jer, og hvor er det fedt at så mange vil udfordre sig selv ved at gå 50 kilometer. Men det vigtige er faktisk ikke at gå 50 kilometer, det vigtige er at starte op og komme i gang. Det der er super vigtigt er at passe på hinanden i dag. Hjælp og tal med hinanden. Hav det sjovt med hinanden, siger han ud til massen.

Skal hilse og sige, at 50 kilometer er langt

Og af sted det går. Blandt andet for Michael på 56, der sammen med Sussie på 74 skal prøve kræfter med den lange gåtur.

- Vi havde læst om det på Facebook, og så tænkte vi, at det kunne være meget sjovt at gå med på sådan en tur. Vi har prøvet det et par gange nu. Og nu så vi så arrangementet med 50 kilometer, siger Sussie.

- Men 50 kilometer er langt. Det skal jeg lige hilse at sige. Vi har prøvet en 30’er, og jeg må sgu indrømme, at jeg var træt fire dage efter. Men det gode er, at du kan gå af, når du når et vist antal kilometer, tilføjer Michael.

Ruten, der faktisk er 51,1 kilometer, tager de gående fra Frederiksberg Have til Damhussøen ud til det gamle fæstningsværk Vestvolden. Her følger man volden hele vejen ned til Avedøre Holme, og efter en tur over Sjællandsbroen og gennem Amager Fælled ender man igen i København og siden Frederiksberg Have.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Er blevet et større tilløbsstykke

Det er ikke første gang, at Jakob Amsgaard går en lang tur sammen med en broget skare af borgere i hovedstadsområdet.

I 2019 fulgte flere tusinde mennesker i hælene på ham, da han gik 45 kilometer fra Christiansborg Slotsplads til Helsingør. Planen var egentlig blot, at han bare ville gå med sin ven og sin søster, men han spurgte alligevel, om nogen ville gå med.

Siden er har konceptet fået et navn. GÅtur, hedder det, og aktuelt følger flere end 15.000 med via Facebook, når nye gåture annonceres. Det sker cirka en gang om måneden, men det er dog de færreste, der har

- Til at begynde med var det fede at prøve den fysiske udfordring. Men lige nu er det blevet et stort fællesskab. Folk taler sammen og giver hinanden krammere, når de kommer. Det at gå bliver lidt det sekundære, for folk har så mange gode samtaler. Især hvis man har 10-11 timer sammen med en ven eller kollega, så kan man vende alt. Det er en oplagt mulighed til at mødes med folk, siger Jakob Amsgaard.

Han vurderer, at omkring 500 var mødt op til dagens mere-end-marathon-tur.

Lærer en ting eller to

Blandt dem var Emil Friis Rasmussen og Andreas Petersen, der var med for første gang.

- Det er faktisk gået overraskende hurtigt, siger Emil Friis Rasmussen, da TV 2 Kosmopol møder makkerparret ved målstregen efter lidt mere end ni timers gåtur.

- Det fede var, at man faldt i snak med alle mulige, man aldrig havde mødt før. Så snakker man lige i fem minutter, og så er det videre. Og så går tiden hurtigt, siger Andreas Petersen.

Sammen brugte de to venner turen som en slags træning til et senere mål om at skulle gå 100 kilometer sammen. Her fungerede dagens dont som værdifuld erfaring.

- Ja, vi lærte i hvert fald, at man skal huske vabelplaster og en nål på vores næste tur, siger Emil Friis Rasmussen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Andreas Petersen (tv) og Emil Friis Rasmussen (th) brugte dagens gåtur som forberedende træning frem mod målet om at gå en tur på 100 kilometer.
Andreas Petersen (tv) og Emil Friis Rasmussen (th) brugte dagens gåtur som forberedende træning frem mod målet om at gå en tur på 100 kilometer.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Mere rutinerede udi disciplinen er den kvintet, der sammen sidder på en bænk ved indgangen til Frederiksberg Have og reflekterer over dagens gåtur. Alle fem har været med før, og det er der en grund til.

- Man kan møde en masse gode mennesker, som man kan have nogle gode og til tider ret dybe samtaler med, men som man så aldrig kommer til at se igen. Det er på en eller anden måde lidt vildt. Og det er mindre intimt at gøre, mens man har et fælles mål - altså gåturen - end hvis man sad over for hinanden ved et bord, siger Christina Egheim.

Mens Kim Hansen, der selv er københavner, påpeger, at man ser byen og sin egen baghave fra et nyt perspektiv og på en ny måde, var turen for Giedre Budryte en milepæl i fysisk udfoldelse.

- Mit mål var at gå 30 kilometer, men jeg endte alligevel med at gå alle 50. Da jeg nåede til 30, var det som om, at jeg stadig havde lyst til at gå. Og det havde jeg nok ikke haft, hvis jeg bare gik alene, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Fra venstre til højre: Christina Egheim, Maria Kofoed, Kim Hansen, Giedre Budryte og Eilif Johansen.
Fra venstre til højre: Christina Egheim, Maria Kofoed, Kim Hansen, Giedre Budryte og Eilif Johansen.
Foto: Magnus Ankerstjerne/TV 2 Kosmopol

Og lige netop det er en af pointerne ved arrangementerne, forklarer idemanden Jakob Amsgaard.

- Appellen er netop det uforpligtigende i, at man bare kan møde op og møde en masse nye mennesker og samtidig opnå velvære i at gøre noget fysisk krævende, hvor man kan klappe sig selv og sin gåmakker på skulderen efterfølgende, siger han.

Den 3. juni skal går han - og formentlig mange hundrede andre - igen de 45 kilometer fra Christiansborg Slotsplads til Helsingør.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik