Kikset er det nye cool: Viralt Shrek-rave kommer til København

Syngende æsler, twerkende Fiona-figurer og backflippende honningkagemænd. Der er åbenbart mange, der har ventet på en bevidst usej trolde-temafest.

Hvorfor dog ikke lave en gigantisk fest inspireret af en 24 år gammel animationsfilm? 

Det var tanken hos engelske UK Shrek Rave, der lige nu er på verdensturné med deres ret gakkede temafester, der åbenbart har ramt en nerve hos generation Z's clubkids.

I weekenden afholder de deres hidtil største event. 2.100 mennesker skal mødes på Refshaleøen til fest med inspiration fra 2001-animationsfilmen Shrek.

- Da vi lancerede det her i Storbritannien gik det viralt. Det er en meget populær film, og der er nogle hardcore fans, som kan alle replikkerne og teksterne til sangene fra filmene, fortæller Sam White, der er medarrangør af Shrek Raves.

Efter at have turneret rundt i Storbritannien i et par år er de lige nu midt i en tur gennem Europa, inden de tager turen til Australien og New Zealand. Og på deres stop i København er der solgt så mange billetter, at det bliver deres største fest nogensinde.

En del af showet ligner ikke umiddelbart noget, der kunne være med i de originale film. Video: UK Shrek Rave

Hardcore trolde-fans

Det her med Shrek er ikke noget, der er grebet ud af den blå luft. På sociale medier har Shrek vist sig at have ret lang levetid, og den grønne trold har længe været et af internettets yndlingsting at bruge til at lave mere eller mindre absurde memes, der tit er ret langt fra det børnevenlige kildemateriale.

Nu er det så blødt over i den virkelige offline-verden. Men det gør det ikke meget mindre absurd. Der er syngende æsler, twerkende Fiona-figurer og backflippende honningkagemænd. Og selvfølgelig tema-cocktails med navne som 'swamp juice' og 'dragon blood'.

quote Det ville være mærkeligt, hvis vi prøvede at være et 'cool' event

Sam White, Arrangør af Shrek Rave

Gæsterne opfordres til at komme udklædt som karakterer fra filmene, og så er der præmier til de mest dedikerede udklædninger. Og der er åbenbart masser af ekstremt dedikerede fans derude:

- Vi har haft en gæst, der havde en stor Shrek-tatovering over hele ryggen. Og til hvert event er der dance-off's og karaoke-battles, siger Jen Sykes, der er medarrangør af Shrek Rave UK.

Der er også tid til pauser i det harcore techno for at få plads til dybfølte øjeblikke og storladen fællessang. Video: UK Shrek Rave

Det gakkede er god markedsføring

Du har måske set virale klip fra nogle af de her fester. På TikTok og Instagram har UK Shrek Rave millioner af afspilninger på deres videoer af twerkende trolde, løgspisningskonkurrencer og dybfølt fællessang af Leonard Cohens Halleluja.

Og det er faktisk en del af taktikken at gøre det absurd, for det er ret god markedsføring:

- Hvis nogen af gæsterne filmer en trolde-striptease og lægger det op på TikTok, kan det gå viralt. Hvis mange ser det, sælger vi flere billetter, fortæller arrangør Sam White.

Løg er hovedkarakteren i filmens livret. Derfor bliver der spist en del løg til de her raves. Video: UK Shrek Rave


Det er overhovedet ikke cool - og det er hele pointen.

'Cool is dead - who cares - just have fun' er sloganet bag konceptet. Og hvis du forestiller dig et rave med sort læder og små solbriller og ansigter i seriøse folder, er du helt forkert på den.

- Nogen gange kan et rave være ret intimiderende for folk, men stemningen er helt anderledes til vores fester. Folk kommer bare og har det sjovt.

Spørg Os - Formular

_

Det her kommer næsten ikke længere væk fra de selvseriøse technoevangelister i køen til Berghain. Her gælder det faktisk nærmest om at være så u-cool, som overhovedet muligt.

- Folk tænker ikke rigtig over cringe-faktoren. Alle er klædt ud, og der er fjollede optrædener. Jeg tror, det ville være mærkeligt, hvis vi prøvede at være et 'cool' event, siger Sam White og fortsætter:

- Du kan tage til de her events og prøve at stå der og se sej ud. Men det er klart det rigtige valg bare at have det sjovt og slå håret ud.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik