Kloster blev givet til "13 gudfrygtige enker": Der må stadig ikke være mandenavne på postkasserne

Artiklen er oprindeligt udgivet i juli 2022, men vi synes stadig, at den er læsværdig, derfor har vi genudgivet den. God fornøjelse.

Hvert år fejrer kvinderne, der lever på klostret i Stormgade, baronesse Christine Harboes dødsdag.

Dødsdagen markerer nemlig den dato, klostret blev til en stiftelse, Det Harboeske Enkekloster blev født og begyndelsen på det, der 300 år senere udgør kvindernes hjem.

- På den dag hygger vi os og får et glas vin, og nogen bager lidt. Det er rigtig hyggeligt, lyder det fra en af klostrets kvinder.

Ved sin død i 1735 testamenterede baronessen både sin gård i Københavns Stormgade, herregården Støvringgård i Jylland og intet mindre end hele sin formue til at oprette to klostre.

Klostrene skulle ifølge testamentet være bolig for ”13 fattige og gudfrygtige enker.”

- Typisk skyldte kongen løn for et eller flere år, og når manden døde, tænkte kongen, at så var der jo ikke nogen, han skyldte noget længere. Og så sad konen der med 3-4 børn og de gældsbreve, de havde været nødt til at løse i den forventning, at der kom en løn til at dække det. Det sendte hende direkte fra de øverste samfundslag på fattiggården.

- Det var det, som Christine Harboe ville undgå. Hun ville sørge for, at der var et sted, hvor de her kvinder kunne komme. Så da hun døde, testamenterede hun huset, palæet i København, og Støvringgård i Jylland, til at være enkesæde for de her kvinder.

Sådan forklarer Per Troelsen. Han er projektleder for Realdania By & Byg, og han er taget med TV 2 Kosmopol på besøg på Det Harboeske Enkefruekloster for at gøre os klogere på stedets historie og hilse på beboerne.

Ingen mandenavne på postkasserne

De første enker flyttede ind i 1741. Det var kvinder fra de fem øverste rangklasser, der måtte flytte ind, og de måtte både have børn og tyende med sig. Og med dem flyttede en priorinde (forstanderinde for et nonne- eller jomfrukloster red.), som skulle sørge for, at alt gik rigtigt til.

Ingen af kvinderne måtte forlade klosteret uden tilladelse fra priorinden, og man skulle være hjemme inden sengetid klokken 22.00.

Den eneste mand, der måtte være i huset, var portneren, og herrebesøg var ikke tilladt, hvis gæsten havde passeret konfirmationsalderen.

Men i dag er det ikke længere enker, der tripper rundt på klostrets gange eller har til huse i lejlighederne, og beboerne i Stormgade 14 behøver heller ikke længere at være "trængende og gudfrygtige".

De 15 kvinder, der i dag har deres hjem i den senbarokke bygning, kan man læse sig til er enlige - om end det ikke ligefrem er det ord, en af beboerne selv ville bruge om kvinderne.

- Vi har jo alle sammen familie og venner, så vi er jo ikke specielt enlige. Det sagde man måske i gamle dage. Men vi er kvinder, ligesom der er mænd. Det er efter min mening diskriminerende at kalde os enlige, siger Annemarie Lindvold, som er beboerrepræsentant.

Selvom kvinderne ikke er enlige, og selvom de ikke nødvendigvis er enker, så er der én regel, som stadig gælder.

Der må ikke bo mænd på enkefrueklostret.

- Folk har jo kærester, og man må gerne have mænd overnattende. De må bare ikke flytte ind, vel? Deres navn må ikke stå på postkassen. Men det er klart, at hvis man er 50 år, så kan man jo ikke leve som en nonne, siger Annemarie Lindvold, der har boet i Stormgade i seks år.

Vind og skævt - men fuld af fantastiske historier

Selvom livet i nutidens Stormgade er præget af støjende trafik, hastigt passerende cyklister og sirener fra politibiler og hyl fra Tivoli, der ligger lige om hjørnet, så står det meste på den anden side af murene næsten nøjagtigt, som det gjorde, da Christine Harboe overlod Det Harboeske Enkefruekloster til enkerne.

Trapperne er vinde og skæve, og alt knirker, når man bevæger sig rundt i klostrets to opgange.

Men Det Harboeske Enkefruekloster er på trods af sine uperfekte skævheder og dybe knirkelyde smukt, autentisk, og stedets historie er både til at mærke og se.

På væggene hænger malerier af Christine Harboe som en hyldest til kvinden, der i 300 år har været årsagen til, at single-kvinder uden hjemmeboende børn kunne få et dejligt hjem og et stærkt kvindefællesskab i midten af København.

På en af husets gange hænger Christine Harboes stamtræ. Og på væggen sætter en grafisk tidslinje årstal på baronessen liv frem til hendes død.

I midten af klostrets festsal står et stort, ovalt bord, og høje vinduer kaster lys ind på mørkegrønne vægge, lysegrå paneler med forgyldte lister. Væggene prydes af en række malerier af Christine Harboe og hendes slægt.

Mindre mondænt ser det ud på loftet. Her ser man gamle pulterrumstremmer og en række toiletter, der står præcis som de engang blev efterladt - de er dog blevet gjort rent.

Toiletterne stod oprindeligt nede i gården, men i midten af 1800-tallet blev de rykket op på loftet.

Omfattende restaurering

Det Harboeske Enkefruekloster blev opført i 1663–69.

I 1708 overtog Christine Harboe Stormgade 14. Hun var meget rig, for hun havde både arvet penge fra sin mor og fra sin mand, Jens Harboe fra Helsingør, der var overkrigssekretær (en funktion svarende til krigsminister red.).

Siden 1735 har ejendommen fungeret som en stiftelse.

Gennem tiden er det gamle kloster blev udsat for adskillige om- og tilbygninger i et forsøg på at skabe bedre rammer for husets beboere og på at følge med tiden udenfor, der gang på gang er løbet fra bygningen.

I 2006 overtog Realdania By & Byg huset med henblik på en restaurering af det gamle kloster, som en del af selskabets samling af ejendomme, der rummer væsentlige eksempler på dansk bygningsarv gennem 500 år.

Det har været Realdania By & Byg's ønske, at restaureringen skulle sikre bygningens historiske værdier bedst muligt.

Og det betyder blandt andet, at de små særpræg som eksempelvis de skæve trapper, har fået lov at blive.

Restaurationen var omfattende, for ejendommen var stort set ved at falde sammen. Realdania By & Byg har endda selv kategoriseret bygningens daværende tilstand som noget, der nærmede sig "uopretteligt forfald".

Taget var nedslidt, vinduerne ville inden for få år være ubrugelige på grund af årtiers manglende vedligehold, husets tekniske installationer var i vidt omfang forældede, og endelig havde husets dårlige fundament skabt truende revner i facaden og på vægge.

- Da vi overtog det, var der revner så store, at man kunne stikke en hånd ind i dem. Det var last call, fortæller Per Troelsen fra Realdania By & Byg, mens han viser rundt på Det Harboeske Enkefruekloster, som han tydeligvis kender så godt som sin egen bukselomme.

Det var arkitekt Jens Bauman, der var restaureringsansvarlig, da Det Harboeske Enkefruekloster skulle reddes, og tilfældet ville, at han på samme tid var med til at restaurere Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederiks palæ på Amalienborg.

- Vi brugte faktisk Frederik og Marys palæ som målestok for, hvor fin vores restaurering kunne være. Der var nogen rum, som eksempelvis festsalen, hvor der ikke var noget originalt malingslag tilbage, så vi havde en ide om, at det havde været finere, end de andre rum, men vi vidste ikke hvor fint, siger Per Troelsen.

- Så alle forgyldningerne er noget, vi har opfundet, men vi gjorde det med en afbalancering, for det måtte ikke blive ligeså fint som Amalienborg, så det var en fin målepind at have, så vi ikke overgjorde det.

Hvad ville Christine Harboe have ønsket?

Hvis man vil have fingrene i en bolig i stiftelsen, så skal man først til samtale med stiftelsens beboerrepræsentanter. Det er dem, der har indflydelse på, hvem der må flytte ind, hvis en lejlighed bliver ledig.

Man skal være ene kvinde, ældre end 45 år og bosiddende i København for at kunne flytte ind.

Ejendommen er desuden fredet, og et af kravene for at komme i betragtning som beboer i enkefrueklostret er, at man respekterer det. Det betyder nemlig, at man eksempelvis ikke må male vægge, paneler og døre.

- Vi har et beboerråd, og de taler med dem, der vil ind og bo i huset. Vi vil ikke have nogen ind, der vil male det orange. Det skal være nogen, der sætter pris på det, siger Annemarie Lindvold.

Beboerne tænker ofte over, hvordan Christine Harboe ville have ønsket, at de skulle tage sig af den særlige bygning.

- Vi ved jo, at hun gerne ville have, at vi holdt huset pænt. Så vi er jo alle ansvarlige på den måde, siger en af de andre kvinder, der gerne vil undgå at få sit navn med i artiklen.

Det er også et krav, at man er socialt indstillet, for selvom kvinderne ikke spiser sammen, som det ofte er tilfældet i klassiske bofællesskaber, så tager de ofte ud og oplever Københavns kulturliv sammen.

De er der også for hinanden, hvis nogen bliver syge, og yder omsorg for hinanden, fortæller nogle af beboerne.

Lige nu står der omkring 35 kvinder på ventelisten hos Haandværkerforeningen til at få en bolig i Det Harboeske Enkefruekloster.