København kåret som verdens bedste: Her er syv københavneres foretrukne spisesteder
Madscenen i den danske hovedstad er verdens bedste, mener eksperter. Læs, hvor kendte københavnere helst spiser deres måltider ude i byen.
Den danske hovedstad er netop blevet kåret som verdens bedste kulinariske destination.
Københavns gastronomi slår altså hovedstæder som London, New York, Tokyo og Paris.
Det er 600 internationale eksperter, der i en ny rapport fra restaurant-appen World of Mouth giver København placeringen - og det er "sindssygt", mener overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
- Det gør mig utroligt glad. Det er vildt godt gået, siger hun.
TV 2 Kosmopol har i forbindelsen med kåringen spurgt en række kendte københavnere, hvad deres foretrukne spisested i byen er.
Desuden har et par internationale stjerner for nylig delt deres favoritsteder i København - dem kan du også finde på listen nedenfor.
Anna Lin, TV-vært
- Jeg har så mange yndlingssteder, men jeg tror, at jeg går med Jah Izakaya! Jeg elsker japansk mad, og jeg elsker æstetikken. Der er mulighed for at sidde i baren, snakke med de søde saké-kendere og smage lidt af hvert, mens man snakker med sidemanden.
- Der er gode plantebaserede muligheder, som er skønt, da japansk mad ofte er fyldt med fiskefond. Deres tofu er to die for.
Søren Le Schmidt, modedesigner
- Min favoritrestaurant i København er Donda. Det er en lille, latinamerikansk fiskerestaurant med plads til blot 30-40 mennesker. Jeg elsker atmosfæren, og så er den beliggende lige ved siden af mit showroom på Strandgade.
- Deres måde at eksperimentere kreativt med retterne på er virkelig lækker og enormt vellykket. Stemningen er altid god, uanset om jeg er der til et glas vin og snacks, eller om jeg er der til en hel middag.
- Sidste år åbnede Donda desuden endnu en restuarant på Vesterbro, Donda Deli, som er mindst lige så genial, men med plads til 15-20 mennesker. Man får virkelig en skøn, hjemlig og hyggelig fornemmelse begge steder. 100 procent et besøg værd.
Mette Sommer, TV-personlighed og influencer
- Min y-restaurant er Mangia på Vesterbro. Den er totalt casual, menuen er italiensk - vigtigt for en pastapige som mig - og de har fuldkommen styr på vinene.
Allan Mylius Thomsen, byhistoriker
- Jeg er til den klassiske og traditionelle, danske mad. Derfor søger jeg de historiske restauranter, der ofte har overlevet på deres kvalitet. Jeg kommer på Teglkroen og Husmanns Vinstue, men for tiden er min foretrukne restaurant Slotskælderen hos Gitte Kik i Fortunstræde.
- Restauranten er fra 1797 og opretholder stadig traditionen med, at deres smørrebrød, under film, præsenteres på skænes, hvor gæsterne kan vælge. Ingen spisekort.
- Betjeningen er vidunderligt bramfri, hurtig og yderst professionel. Der er altid en god og gemytlig stemning i lokalet, og madens kvalitet har ikke sat sig skræmmende på prisniveauet. Derfor elsker jeg at komme og få et klassisk stykke smørrebrød på Slotskælderen hos Gitte Kik.
Annette Heick, sanger, skuespiller og TV-vært
- Åh, jer er så sjældent ude at spise, men jeg vil fremhæve to steder:
- Marchal på Hotel d'Angleterre, fordi det bare er så gennemført lækkert, og fordi det er min gode ven, Jakob de Neergaard, der er køkkenchef.
- Ellers holder jeg meget af at spise frokost på Silo i Nordhavn. Det er den bekvemmelige kombination af gedigen mad, god udsigt, fin betjening og p-plads i nærheden.
Petra Kleis, fotograf
- Jeg elsker Cicchetti! En lille, italiensk restaurant på Nørrebrogade. Ikke alene er den mega flot med gule vægge og ternede fliser på gulvet, der er også en stemning af kvindeligt fællesskab.
- Retterne er små og lækre, og man har en fornemmelse af at være i Italien, selvom man sidder midt på Nørrebrogade. Jeg elsker fornemmelsen af at være et lille sted, hvor man kan overskue hele rummet og på bedste vis være liiiiidt med på en lytter hos naboen. Det giver en autentisk stemning, synes jeg, af liv og livsglæde.
- Jeg er aldrig gået derfra skuffet, og så elsker jeg, at det er en restaurant, der er ejet af kvinder! Både min egen og restaurationsbranchen er generelt mandsdomineret, så det er fedt at se og mærke, at kvinderne er præcis lige så dygtige, og måske endda lidt til.
- Jeg vil især fremhæve deres bacalao på ristet brød - hvis den er der endnu, da menuen skifter - den er saltet, fed og mega lækker.
Umut Sakarya, kok
- Hvis man gerne vil have en vild oplevelse, skal man tage på Restaurant Jordnær eller The Samuel. Det er nogle af verdens bedste restauranter, som laver originale retter, der er helt deres egne.
- Hvis det skal være noget, som er tilgængeligt for alle mennesker, hvor man bare lige svinger forbi, skal man besøge Omegn og Vennerne i Torvehallerne. Det er en spisebar, som kun serverer de bedste af de bedste råvarer fra Danmark og Europa. Generelt har Torvehallerne alt muligt lækkert.
Dua Lipa, engelsk-albansk sanger
Sidste år delte Dua Lipa sine fem foretrukne spisesteder i København i sit kultur- og livsstilsnyhedsbrev Service95.
- Der er noget ved København, som bare føles så let. Måske er det de rene linjer, minimalismen, modens neutrale palette, de simple former og farver, de lokales kærlighed til øl og at have det sjovt - og de rareste mennesker, der altid møder dig med et smil, skrev hun blandt andet.
Hendes top fem ser således ud:
Sanchez
Nr. 30 Spisested & Vinbar
Gorilla
Barr
Atelier September
Lily Collins, amerikansk-engelsk skuespiller
I foråret kom det frem, at verdensstjernen Lily Collins havde købt hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro. På hendes Instagram-profil deler hun ofte billeder fra København og Nordsjælland -her står det klart, at særligt michelinrestauranten Noma er en klar favorit.
- Skum, blomster, venner og familie. Tak Noma, for endnu en magisk aften. Smagene, serveringen, hele produktionen var helt fantastisk. Jeg vågnede efter at have drømt om gule blommer og grønne, danske ærter, skrev hun eksempelvis i september.