Kommune udskyder åbning af millionbyggeri få uger før indvielse
Siden 2018 har Københavns politikere arbejdet for byggeriet af et nyt og topmoderne Center for Diabetes og Hjertesygdomme i hovedstaden.
I 2019 lød bevillingen til byggeriet på 102,6 millioner kroner, og nu - præcis fem år senere - står lokalerne endelig klar.
Men nu er det slet ikke sikkert, at de åbner. Det skriver Ekstra Bladet.
Den nye sundhedsreform betyder nemlig, at diabetesområdet flyttes fra kommunerne til regionerne, og derfor har Københavns Kommune ikke længere brug for centret. Hvert fald ikke fra 2027 eller 2028, når sundhedsreformen træder i kraft.
Derfor frygter kommunen, at de, hvis centret åbnes, skal forære både grund og bygning til regionen, når ansvaret flytter hænder.