Konflikt på Christiania skræmmer besøgende væk: ”Det er nærmest gået i stå”
Flere virksomheder på Christiania oplever et fald i kundestrømmen, efter det seneste skyderi på fristaden.
- Man kan altid mærke, når der sker sådan nogle ting omkring sig.
Sådan lyder det fra medejer af virksomheden Kvindesmedien, Charlotte Steen, der holder til på Christiania.
Virksomheden, der producerer og designer møbler, har efter det seneste skyderi på Christiania, hvor en blev dræbt og flere såret ved Pusher Street, kunnet mærke, at de danske kunder ikke har været nær så aktive på Christiania.
- Det er klart, der kommer mange turister, fordi vejret er godt, og de ikke følger med i, hvor ting foregår, men vi kan mærke, at danskerne er mere tilbageholdende, og at de ikke tager en gåtur eller går ud og spiser. Det kan virksomhederne godt mærke, siger Charlotte Steen til TV 2 Kosmopol.
Selv påpeger Charlotte Steen, at hendes virksomhed ikke er den, der er hårdest ramt, men som hun ser det, har Pusher Street aldrig været en god forretning for Christianias virksomheder.
- Det er ekstremt dårligt for Christianias virksomheder. Der er ingen tvivl om, at der er mange, der ikke gider at sætte deres ben her, fordi der er vold og nogle bestemte typer, siger Charlotte Steen.
Også Café Nemoland, der serverer mad på Christiania, bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at hændelser som skyderiet tilbage i august, altid går ud over kundemassen.
Caféen understreger dog, at det ikke er så voldsomt, at de er ved at gå under, og at der stadig er gang i deres butik.
"De er nærmest gået i stå"
Der er dog andre initiativer på Christiania, der er hårdt ramt af det seneste skyderi på fristaden.
Ifølge Hulda Mader, der er talsperson for Christianias pressegruppe, er uroen på Christiania blandt andet gået udover de rundvisninger, der normalt plejer at være mange af på fristaden.
- De (virksomhederne, red.) oplever alle sammen et fald. Folk oplever, at der ikke kommer så mange mennesker - eksempelvis rundvisningsgruppen. De er nærmest gået i stå, siger Hulda Mader og fortæller, at det både er skoleklasser og enkeltpersoner, der plejer at bestille rundvisninger på fristaden.
- Der er aflysninger og manglende bestillinger. Der plejer at være rigtig mange bestillinger, men de bestiller ikke. Det går udover spisesteder, restauranter og alle mulige andre, siger Hulda Mader.
Folk er mere skræmt end tidligere
Christiania har da også de seneste år været genstand for flere skyderier. Eksempelvis blev en 23-årig mand dræbt af skud på Christiania tilbage i oktober sidste år, og i 2021 blev en 22-årig skudt og dræbt ved indgangen til Pusher Street, mens en 31-årig blev hårdt såret af skud.
Ifølge Hulda Mader har det seneste skyderi på Christiania i år dog skræmt folk i højere grad end tidligere - et drab, der tidligere er blevet beskrevet som endnu et led i en aktuel konflikt mellem den ellers forbudte bande Loyal To Familia og Hells Angels.
- Der var folk, der var sagesløse, der blev ramt. Det har vi ikke oplevet før. Det er det, folk er blevet skræmt af. Vi kan mærke det mere – meget mere. Der er ingen sammenligning (med tidligere skyderier, red.), siger Hulda Mader til TV 2 Kosmopol.
Selvom medejer af Kvindesmedien, Charlotte Steen, godt kan mærke, at uroen og det seneste skyderi på fristaden påvirker virksomhederne på Christiania, så holder hun fast i at have sin forretning på Christiania, som hun har haft der i 27 år.
- Vi er nogle, der synes, at Christiania er et fantastisk kreativt sted. Jeg synes, der er mange christianitter, der holder fanen højt og siger: ”De skal fandme ikke have lov til at overtage det hele”, siger Charlotte Steen til TV 2 Kosmopol.
Forstå konflikten mellem Hells Angels og Loyal To Familia
Konflikten udspiller sig mellem grupperne Hells Angels og Loyal To Familia.
Hells Angels er kendt som en af de største og mest berygtede rockerklubber i Danmark. Ifølge Torben Svarrer, der er den ledende politiinspektør i National Enhed for Særlig Kriminalitet, har rockergruppen holdt lav profil de seneste par år.
- Fornemmelsen er, at rockerne så vidt muligt prøver at undgå at komme i situationer, hvor de påkalder sig myndighedernes ret skarpe opmærksomhed. De forsøger at holde lav profil med de meget opsigtsvækkende konflikter, sagde han til TV 2 sidste år.
Klubben stammer fra 1970'erne, hvor fire københavnske rockerklubber slog sig sammen under navnet Unionen. En årrække senere, i 1980, lykkedes det gruppen at blive medlemmer af verdens største rockerklub - Hells Angels.
Banden Loyal To Familia er noget yngre. Den blev stiftet i 2013 af dens bandeleder Shuaib Khan, der er vokset op ved Blågårds Plads på Nørrebro i København.
I bandens første aktive måneder blev der affyret 50 skud i gaderne i København, fordi LTF var i konflikt med andre i bandemiljøet.
I 2021 skrev DR, at lige knap 400 medlemmer af LTF havde modtaget fængselsdomme for kriminalitet på omkring 1400 års fængsel.
Shuaib Khan blev i 2018 udvist af Danmark af Højesteret, efter at han havde fremsat en række trusler mod en betjent, og i 2021 gjorde Højesteret LTF forbudt.
- Det er en principiel og historisk dom. Det er næsten 100 år siden, at der har været en sag om forbud mod en forening, sagde rigsadvokat Jan Reckendorff dengang til DR Nyheder.
Den nuværende bandekonflikt antændte ifølge B.T. den 2. juli, da et nyere medlem af Hells Angels, der tidligere har været en del af den københavnske gadebande NNV, ville konfrontere en gruppe mænd for at have overfaldet hans bror en af de foregående aftener.
Det endte dog med, at rockeren selv blev overfaldet og trukket hen ad gaden. I alt blev fem mænd med tilknytning til LTF blev sigtet for overfaldet.
Ugen efter blev en etageejendom på Nørrebro, som kædes til fremtrædende medlemmer af LTF, overhældt med brandbar væske - muligvis benzin - som der blev sat ild til. Ingen personer kom til skade, og Hells Angels tog afstand fra hændelsen.
- Vi kan afkræfte, at Hells Angels MC har noget med dette at gøre, og vi vil gerne benytte lejligheden til at slå fast én gang for alle, vi tager kraftigt afstand for den slags handlinger, skrev de i en mail til B.T.
Konflikten mellem Hells Angels og LTF blev for alvor tydelig, da fem personer blev skudt på Christiania, hvoraf en person døde.
Skyderiet fandt sted lørdag aften den 26. august i bygningen Stjerneskibet på Christiania, der ligger midt i Pusher Street.
Den afdøde var en 30-årig mand, der tidligere har været medlem af NNV-banden, og som nu var blevet såkaldt prospect (prøvemedlem, red.) i Hells Angels.
Tre ud af de fire andre ofre kom lettere til skade, mens den fjerde blev alvorligt ramt og var i kritisk tilstand, dog stabil. Vedkommende blev ramt af seks skud. To af de fire tilskadekomne var turister.
De to gerningsmænd var maskerede og iført mørkt tøj, da de med hver sin pistol affyrede skuddene, og de flygtede fra stedet på elcykler mod Langebro.
Indtil videre er tre personer sigtet for episoden.
Dagen efter skyderiet blev en 18-årig mand sigtet for drab og drabsforsøg. Ifølge B.T. er manden i en anden sag tiltalt for at have truet med at tilhøre Loyal to Familia med ordene: "Jeg stikker dig ned. Jeg er LTF."
Den 1. september blev en 28-årig mand også sigtet for drabet og drabsforsøgene. Denne mand er bandemedlem, skrev Københavns Politi i en pressemeddelelse, og han sad allerede varetægtsfængslet, da politiet sigtede ham i sagen. Ifølge B.T.s oplysninger er han medlem af LTF.
Tre uger efter skyderiet, den 12. september, blev en tredje person anholdt i sagen - et 26-årigt bandemedlem, oplyser politiet.
Det vides ikke med sikkerhed, hvad bandekonflikten udspringer af. Ifølge DR's oplysninger spekuleres der i, om drabet på Christiania kan være sket som følge af de to voldelige episoder tilbage i juli måned.
DR Nyheder skriver, at en større gruppe fra den københavnske gadebande NNV (Nørrebro-Nordvest) har skiftet tilhørsforhold til Hells Angels og er blevet en del af deres CPH West-afdeling i Rødovre.
NNV-banden består af tidligere Brothas-medlemmer, der i 2017 var i åben krig mod LTF.
Ifølge DR fortæller "kilder i miljøet", at de nye Hells Angels-medlemmer fra NNV har slæbt gammelt had til LTF med ind i deres nye rockerklub.
Den 30-årige mand, som blev dræbt på Christiania, har desuden tidligere været NNV-medlem og været en del af konflikter med LTF, skriver DR.
Højesteret afgjorde i september 2021, at LTF er en forening med et ulovligt øjemed. Derfor skulle gruppen opløses.
Men det betyder ikke, at Loyal To Familia er holdt op med at eksistere.
- Når du gør dem forbudte, bliver de endnu mere interessante, og for en kriminel gruppering gør det ingen forskel, om de er ulovlige eller ej. For de drenge, der er med, er det ligegyldigt, hvordan de laver deres penge. Omvendt kan det betyde, at de opererer mere subtilt og går under jorden, som den hemmelige forening, de er blevet, siger kriminolog Poul Kellberg til Berlingske.
LTF blev forbudt allerede i 2018 ved Københavns Byrets afgørelse, som gruppen dengang ankede. Ifølge Politiken registrerede politiet 116 anmeldelser om brud på forbuddet mod LTF mellem 2018 og 2021.
Da retssagen dengang kørte, tvivlede Loyal To Familias advokat Michael Juul Eriksen da også på, at medlemmerne af LTF ville være særligt påvirkede af, at de ikke måtte "rende rundt med en trøje eller kasket, hvor der står LTF på".
Forbuddet mod LTF er mest af alt et signal om, at man som samfund ikke vil acceptere, at kriminelle flager med deres ulovlige foretagender, udtalte kriminolog David Sausdal til Politiken tilbage i 2021.
Skuddrabet på Christiania har fået Københavns Politi til at indføre to visitationszoner. Den ene zone dækker Christiania og et område af Amager, mens den anden dækker et område af Nørrebro og Nordvest. Foreløbig gælder visitationszonerne frem til 9. oktober.
Desuden meddelte justitsminister Peter Hummelgaard (S) på et pressemøde en uge efter drabet, at regeringen nu vil lukke Pusher Street permanent - det samme ønsker christianitterne selv.
Samtidig vil regeringen gøre det muligt for politiet at indføre skærpede strafzoner i områder, hvor der foregår "åbenlys og organiseret handel med ulovlige stoffer".
Det vil betyde, at personer, der køber, sælger eller er i besiddelse af hash, vil blive straffet dobbelt så hårdt i de udvalgte områder.
Strafzonerne kræver lovændringer, og regeringen forventer at kunne fremsætte lovforslag "hurtigst muligt" i det kommende folketingsår, der begynder i oktober.
Efter eksplosionen ved Hells Angels' rockerborg ved Svanevej på Nørrebro den 9. september valgte Københavns Politi at lukke tre rocker- og bandetilholdssteder på Nørrebro, på Amager og i Kastrup foreløbigt frem til den 25. september.
Senest meddelte regeringen, at de ønsker at udrulle en ny bandepakke, som blev præsenteret på et pressemøde tirsdag den 12. september.
Bandepakken består af 39 tiltag, som skal styrke bekæmpelsen af bandekriminaliteten i Danmark.
Regeringen ønsker blandt andet at skærpe straffe og udvide politiets muligheder for brug af civile agenter og telefonaflytning.
Derudover vil regeringen ifølge Ritzau forbyde bandemedlemmer, der er idømt opholdsforbud, at kontakte andre medlemmer af samme gruppering, ligesom de vil gøre det nemmere at henvise børn og unge til Ungdomskriminalitetsnævnet, der arbejder med at forebygge ungdomskriminalitet.