Oversigt

Seneste nyt

Kulturministeren: Der mangler kvindelige statuer i byrummet

Går man rundt i København og andre store danske byer, er der større sandsynlighed for at møde en hest eller et fabeldyr støbt i bronze end en kvinde.

Det skal der laves om på, lyder det fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

- Det sender et helt forkert signal til de mange unge kvinder og drenge, der går rundt i vores samfund. Vores historie er fyldt med kvinder, der burde være støbt i bronze og have en fremtrædende plads i vores historie og også i vores byer. Men vi mangler dem.

- Flere kvindelig statuer vil rette op på den skævvridning, der har været af vores forståelse af danmarkshistorien, hvor kvinder desværre spiller en birolle, og mænd altid spiller hovedrollen, siger Jakob Engel-Schmidt.

Der skal derfor nedsættes et udvalg af eksperter, som skal kortlægge, hvilke centrale kvinder i dansk historie der skal opsættes statuer af.

Kulturministeren kan endnu ikke sige noget om, hvor mange kvindelige statuer han forventer, der vil blive opstillet.