Kun det færreste storskrald bliver genanvendt – sådan sikrer du, det sker
Skal du rydde op i påsken, så er her et råd til, hvordan dit storskrald med størst sandsynlighed bliver genanvendt.
Smider du din gamle sofa, stol eller porcelæn til storskrald med god samvittighed, fordi du tænker, det bliver genbrugt, så er du ikke den eneste.
Faktisk tror 40 procent af københavnerne, at deres storskrald bliver genanvendt, viser en borgermåling.
Men det er langt fra tilfældet.
I København blev der kun genanvendt 15 procent af de 12.199 ton storskrald, der blev indsamlet i 2021.
Derfor opfordrer kommunen til, at folk tager til genbrugsstationerne med deres storskrald. For på genbrugsstationerne er genanvendelsesprocenten en del højere.
Et af de steder er genbrugsstationen på Vermlandsgade, ARC Amager Ressourcecenter.
- Det er et sted mellem 60 og 70 procent af det affald, der bliver afleveret her på pladsen, der går til genanvendelse, siger genbrugschef, Kasper Dibbern Petersen, til TV 2 Kosmopol.
Siden oktober 2021 har der på genbrugsstationen kørt et forsøg med en såkaldt delezone, som er et 500 kvadratmeter stort område af pladsen, der er afsat til, at man kan aflevere og tage brugte ting.
På den måde sikrer man, at storskraldet ikke bare bliver genanvendt i form af omsmeltning af materialer, men at genstandene i delezonen bliver brugt igen af andre
Delezonerne er sidenhen kommet til flere af kommunens øvrige genbrugsstationer.
Genbrugsspotter
For at sikre at der kommer gode varer på hylderne i delezonen har genbrugsstationen på Vermlandsgade ansat en såkaldt genbrugsspotter. En af dem er Sofie Porst.
Hun er ansat til at holde øje med de biler, der kommer, og om der er noget, hun vurderer skal afleveres i delezonen
- Jeg skal sørge for, at folk kommer af med deres ting til genbrug, så det ikke bliver smidt ud. Det skal genbruges, forklarer hun til TV 2 Kosmopol.
Grunden til at det meste storskrald, som man kan aflevere i de fleste foreninger, ikke bliver genanvendt i lige så høj grad som på genbrugsstationerne, er blandt andet, at skraldet ikke bliver håndteret i så mange forskellige afdelinger.
Sidste år var der 7254 besøgende på genbrugsstationerne i påskedagene – og året før var næsten 10.400 københavnere forbi en genbrugsstation i påsken.
Liste over genbrugsstationer i København:
Borgervænget Genbrugsstation, Sibeliusgade 80, 2200 København Ø
Bispeengen Genbrugsstation, Bispeengbuen 35, 2000 Frederiksberg
Kulbanevej Genbrugsstation, Retortvej 2, 2500 Valby
Vermlandsgade Genbrugsstation, Herjedalsgade 2, 2300 København S
Sydhavn Genbrugscenter, Bådehavnsgade 50, 2450 København SV