Kunstværk med 30 kvindelige folketingspolitikere afsløres i dag
Maleriet blev bestilt i 2021 og har derfor været flere år undervejs.
I det år og ni måneder, Mie Mørkeberg har brugt på at male kvinderne, har hun lagt alle sine kræfter i projektet.
- Man påtager sig noget for kvindehistorien. Jeg har følt et stort ansvar for det og givet, hvad jeg kunne. For jeg synes, at maleriet manglede, siger hun til Ritzau.
Derfor glæder hun sig over at se maleriet hænge i Samtaleværelset på Christiansborg - over for Herman Vedels portræt af de mænd, som forberedte den grundlovsændring i 1915, der gav kvinder stemmeret.
Nutidige politikere som statsminister Mette Frederiksen og EU-kommissær Margrethe Vestager er blandt de udvalgte.
Det samme er Nina Bang, den første kvindelige minister i Danmark.
- Jeg håber, at det, (maleriet, red.) vil inspirere mange unge piger og kvinder til at engagerer sig i demokratiet, skriver landets første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt på Instagram.