Låge-konflikt om havnefront: Nu er dommen faldet
Københavns Byret har torsdag afsagt dom i strid om boligselskabet Bo-Vitas indhegning langs havnefronten på Christianshavn.
Langs havnefronten på Strandgade 37 til 67 står der et hegn, der længe har været anledning til stor konflikt.
Men nu er det slut. Indhegningen skal nemlig fjernes.
Sådan lyder det fra Københavns Byret, der torsdag har afsagt dom i sagen.
Det er det almene boligselskab Bo-Vita, der ejer ejendommen på området og har ansvar for indhegningen.
Formålet med hegnet er at holde gæster væk fra området. Blandt andet med skilte med 'privat område', 'hundeluftning forbudt' og at ophold 'kun er forbeholdt ejendommens beboere'.
Og den slags skiltning er tidligere faldet Niels E. Bjerrum, socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen for brystet.
Og derfor er han meget tilfreds med afgørelsen.
- Jeg har været irriteret hver gang, jeg er kommet løbende eller cyklende forbi, så det er fantastisk. En kæmpe sejr for folket og københavnerne, fortæller Niels E. Bjerrum.
Han er lykkelig over, at byretten endelig har givet kommunen og staten ret i bestemmelserne for havnefronten.
- Der skal være fri adgang hele vejen. Havnefrontens herlighedsværdi tilhører os alle. Og det kan man ikke ændre, uanset hvor mange penge, man bruger på dyre advokater, siger Niels Bjerrum.
I strid med lokalplanen
Striden om hegnet går helt tilbage til 2017, hvor det første påbud fra Teknik og Miljøforvaltningen om at fjerne indhegning og skiltning blev givet.
Men hegnet blev stående, hvilket i 2020 resulterede i en politianmeldelse af boligselskabet Bo-Vita, for ikke at efterkomme forvaltningens påbud.
Det fik boligselskabet til at finde de tunge skyts frem. De mente nemlig, at området var lovligt indrettet. Og den 27. november 2020 stævnede de kommunen.
Men nu lyder byrettens afgørelse: hegnet er ikke lovligt.
Det er i strid med lokalplanens regler, som siger, at området er offentligt tilgængeligt. Og at de ubebyggede området hverken må hegnes ind eller skilte med 'adgang forbudt'.
TV 2 Lorry har været i kontakt med formand for boligselskabet Jan Hyttel, som oplyser, at han ikke har nogle kommentarer på nuværende tidspunkt.
_
_