"Lysstøj" fra reklame generede naboer - nu skruer kommunen ned for lyset
Naboer har klaget over en lysreklame på Rosenørns Allé ved Søerne i København. Nu skruer kommunen ned for lyset og dropper blinkende billeder.
En lysreklame mellem Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen i København har siden september skabt megen utilfredshed.
Mange naboer oplevede nemlig, at de blinkende billeder og det skarpe lys trængte ind i deres lejligheder, hvor det blændede og generede dem.
- De klagede over, at lyset skinnede ind lejlighederne og spejlede sig fra søen. Skiltet havde en høj lysstyrke, og billederne skiftede, og det gav "lysstøj" for naboerne", siger Rikke Sønderriis, centerchef hos Teknik- og Miljøforvaltningen.
Men nu har naboerne noget at glæde sig over.
Kommunen har nemlig besluttet at begrænse lyset på den omstridte reklame på Rosenørns Allé, og man indfører en række regler for reklamen, der gør den mindre generende.
Foto: Privatfoto/Erik Boye Jensen
Lyset skrues ned, og blinkende billeder droppes
Lyset på reklamen skal skrues ned, det må ikke indeholde blinkende billeder, og reklamen må maksimalt skiftes én gang i døgnet, lyder de nye regler.
Derudover skal den slukkes mellem klokken 23 om aftenen og klokken 07 om morgenen, og skiltet må fremover kun indeholde 25 procent hvide eller meget lyse farver, som erfaringsmæssigt opleves mere generende, oplyser kommunen.
Derudover bliver skiltets lysstyrke reguleret af en sensor, så det tilpasser sig det naturlige lys.
Den tidligere kultur- og senere forskningsminister Jytte Hilden (S) er én af de naboer, der har klaget til kommunen. Hun bor overfor lysreklamen på Vester Søgade.
- Jeg er meget glad for beslutningen. Så kom der alligevel noget godt ud af at blande sig. Det er opløftende, at det kan betale sig. Man får noget ud af at sige fra, når der er noget, man ikke vil være med til, siger Jytte Hilden.
Men stod det til hende, var der slet ikke nogen reklame.
- Mit inderligste håb er, at den bliver pillet helt ned. Den hører ikke hjemme der. Den gør byen grimmere. Men det er nok for meget at forvente, siger hun.
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser dog, at det ikke kommer til at ske. Skiltet er nemlig opført i overensstemmelse med bygningsreglementet, og der har været lysreklame på bygningen siden 1950.
Sværere at få tilladelse til generende lysreklame i fremtiden
Beslutningen blev truffet kort efter, at et flertal i Teknik- og Miljøudvalget i København blev enige om, at det skal blive sværere at få tilladelse til at opsætte lysreklamer i byrummet fremover.
- Vi kan ikke stoppe lysreklamer, men med de nye retningslinjer kan vi bedre styre dem, så de ikke generer naboerne, og så kan vi imødekomme, at København ikke bliver fyldt med lysreklamer, der bimler og bamler, siger Rikke Sønderriis.
Med den nye og mere restriktive reklamepolitik vil Teknik- og Miljøforvaltningen mere systematisk kunne gøre brug af mulighederne i byggeloven.
Derudover besluttede politikerne, at fremover skal æstetik veje tungere end kommercielle hensyn, når man sætter stilladsreklamer op i byen. Det betyder, at de som udgangspunkt ikke vil blive tilladt.
- Mange københavnere føler sig generet af kraftige lysreklamer, og det er vigtigt, at vi bruger alle tilgængelige redskaber for at regulere dem, så vi kan undgå unødvendig lysstøj, sagde teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i en pressemeddelelse i forbindelse med beslutningen.