Mor reagerer på dom efter knivdrab på hendes 15-årige søn
Moren til den dræbte, Anna Sørine Bukh Petersen, reagerer nu overfor TV 2 Kosmopol:
- Jeg har det fint med dommen. Jeg var ikke på forhånd knyttet til det skulle blive en bestemt dom. For mig var det vigtigt, der faldt en dom, og at han fortsat er varetægtsfængslet.
Københavns Politi mener ikke, at det var den nu dømte dreng, der førte kniven. De mener, at det var en 14-årig dreng, som som gav det fatale knivstik, som ramte det 15-årige offer ved et busstoppested i Husum 22. maj i år.
Anklagemyndigheden ved Københavns Politi mente dog, at den 15-årige skulle straffes for medvirken til drab. Subsidiært for medvirken til vold med døden til følge.
Retten vurderer, at han ikke havde forsæt til medvirken til drab.
I retten er det blandt andet kommet frem, at de to 15-årige drenge ikke kendte hinanden særligt godt i forvejen, og at det var den 14-årige, som havde en uoverensstemmelse med offeret.
Men retten mener, at den 15-årige må have anset det for muligt, at den kniv, som han fik udleveret af den 14-årige, skulle bruges.
Den 14-årige dreng kan ikke straffes, da han er under den kriminelle lavalder. Hans sag skal i stedet behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.