Mystisk hæveautomat får alarmklokkerne til at ringe - men den er ikke ulovlig
En hæveautomat tæt ved Pusher Street får christianitter til at ryste på hovedet, men den er ikke nødvendigvis ulovlig, forklarer Finanstilsynet.
- Jeg ville ikke selv hæve mine penge der. Man bør bruge sin sunde fornuft. Så der er en tommefingerregel om ikke at hæve penge fra en hvid varevogn.
Så klart lyder det fra Jacob Ruben Hansen, der er økonom ved Forbrugerrådet Tænk, når han kigger på et billede af den mobile hæveautomat, der de seneste dage har tiltrukket sig yderst meget opmærksomhed.
For der er ikke tale om en hvilken som helst hæveautomat, men derimod en hæveautomat, der er monteret på en varevogn og står ved indgangen til Pusher Street på Christiania.
Et område, der i slutningen af august dannede ramme om et skyderi, som kostede en 30-årig mand med relation til Hells Angels livet og kvæstede fire personer.
Foruden placeringen og udseendet hæfter økonomen sig blandt andet ved, at man ved hæveautomaten hverken kan se, hvad gebyrerne for at hæve eller vekselkurs ved hævning euro.
Skyderiet på Christiania i slutningen af august har været med til at puste til debatten, om hvorvidt og hvordan man kan lukke Pusher Street og mindske kriminaliteten omkring den.
Men mens både Nordea og Danske Bank efterfølgende har lukket deres hæveautomater på Christianshavn nær Christiania for at bekæmpe økonomiske kriminalitet på fristaden, så står det anderledes til for den mobile hæveautomat.
Og som TV 2 Kosmopol tidligere har fortalt, skaber det frustration blandt christianitterne.
- Det er jo ligesom et slag i ansigtet på os, at man sætter en hæveautomat op ved siden af Pusher Street, så folk har nemmere ved at købe (hash, red.), siger Hulda Mader, der er talsperson for Christiania, til TV 2 Kosmopol.
(Artikel fortsætter efter billedet.)
Foto: Katrine Angel/TV 2 Kosmopol
Netop derfor var den da også samtaleemne på søndagens fællesmøde på Christiania, forklarer Hulda Mader.
- Vi blev enige om, at vi ikke er interesseret i, at den står der. For det første aner vi ikke, hvem der har den, og vi ved ikke, hvem der hæver pengene, hvor pengene kommer fra, eller hvor de går hen.
- Vi har afleveret vores besked til politiet, og nu venter vi på at se, hvad der sker. Men jeg tror, der er lidt lovgivningsproblemer.
Og det kan hun meget nemt få ret i. For faktisk bryder hæveautomaten ikke umiddelbart nogen former for lovgivning.
Finanstilsynet oplyser således til TV 2 Kosmopol, at det ikke kræver en tilladelse af opstille og drive en hæveautomat i Danmark.
- Denne type automat er undtaget fra lov om betalingstjenester. Finanstilsynet har derfor ikke godkendt den nævnte hæveautomat, lyder det i et skriftligt svar.
Uvist hvem ejeren er
Hvem der ejer hæveautomaten, har hverken Hulda Mader eller Københavns Politi kunne give et svar på.
Tirsdag henviser Københavns Politi til det skriftlige svar, som politikredsen fredag gav til TV 2 Kosmopol.
Her oplyste politiet, at det er "opmærksomme på den pågældende hæveautomat, og at man er i dialog med relevante parter."
Derfor er det også uvist om Københavns Politi vil imødekomme christianitternes ønske og fjerne den mobile hæveautomat.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Mens det er uvist om hæveautomaten bliver stående, så er opfordringen til forbrugerne dog klar fra Forbrugerrådet Tænk.
- Generelt set er reglerne sådan, at hvis du får taget informationer fra dit kort, og der er nogen, der går ind og tager data fra dit kort og hiver penge ud af din konto kort efterfølgende, så er du dækket ind i forhold til betalingsloven, siger Jacob Ruben Hansen og forklarer, at bankerne i sådan et eksempel vil erstatte stort set hele beløb.
Han påpeger dog, at det ikke nødvendigvis er tilfældet med den opstillede hæveautomat ved Pusher Street.
- Når det er sådan en automat, som den vi ser i Pusher Street lige nu, så vil det nok falde under den paragraf, som hedder groft uagtsomhed, eller at forbrugeren burde have indset, at der er risiko for svindel eller snyd.
- Den (hæveautomaten, red.) ser relativ suspekt ud, og derfor bliver man som forbruger nok dårligere dækket, lyder vurderingen.