Nimo fortæller sjælden historie med hjælp fra Finn Nørgaard Foreningen
Finn Nørgaard Foreningen lancerer landsdækkende dialogmøder med unge om integration.
Nimo Jama er vokset op i Mjølnerparken på Nørrebro og har noget at fortælle, som ikke så tit bliver fortalt.
- Det dér med, at skulle bevise, at det kan godt være, jeg bor i Mjølnerparken, men jeg er ikke ligesom de kriminelle, som man ser i medierne. Når medierne kun fokuserer på de negative ting, så dømmer folk mig på forhånd, uden rigtig at kende mig, ud fra min adresse, siger Nimo Jama, som er pædagog.
Den, og en lang række andre fordomme, vil det nye projekt "Vend Perspektivet – Unge i Dialog" forsøge at gøre op med.
I Finn Nørgaards navn
Det er Finn Nørgaard Foreningen, som står bag og mandag aften lancerede foreningen det første af en række dialogmøder, hvor unge der er vokset op i eller omkring en ghetto, tager del i debatten om integration.
Foreningen er opkaldt efter filminstruktøren Finn Nørgaard, der blev dræbt i forbindelse med terroranslaget ved kulturhuset Krudttønden i 2015.
- Det meste af sit arbejdsliv arbejdede Finn med unge og på at få unges stemme frem igennem film. Han var også optaget af, at unge kom i dialog igennem film, så på den måde så er vores projekt jo fuldstændig inspireret af Finn og den person, som han var i levende live, siger Pia Toftdahl, der er sekretariatschef i Finn Nørgaard Foreningen.
”Vend Perspektivet - Unge i dialog” går ud på at skabe landsdækkende debat blandt unge.
Nimo er en af de udvalgte unge, som skal rejse rundt i Danmark for at præsentere film om eget liv og forsøge at gøre op med nogle af de fordomme, som unge fra udsatte boligområder, møder.
Afvist af bedstemor
I sit foredrag fortæller Nimo blandt andet om, hvordan det, at hun bor i Mjølnerparken påvirker hendes arbejde i en børnehave. Da det går op for en bedstemor til et af børnene, hvor Nimo bor, så holder bedstemoren op med at henvende sig til Nimo, som hun ellers havde haft en god og nær relation til.
- Jeg havde sådan en følelse af at jeg blev fravalgt, fordi jeg i hendes optik boede et farligt sted og kun et farligt sted, fortæller Nimo Jamal.
Den fordom er én af de mange, som Nimo håber, at projekt ”Vend perspektivet - Unge i dialog” kan være med til at nedbryde.
Dialogturneen rundt i Danmark starter hos Copenhagen Architecture Festival i København til april.