Nu er Rosenkrantz-Theil officielt overborgmesterkandidat
Der var ingen modkandidat, da Pernille Rosenkrantz-Theil onsdag aften blev valgt af partifællerne i København.
Den tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil er officielt valgt som Socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Hun blev onsdag aften valgt på et møde hos Socialdemokratiet i København. Der var ingen modkandidater. Det stod allerede fast onsdag klokken 12, hvor der var deadline til at melde sig.
- Jeg er egentlig bare enormt stolt af at blive mødt med så stor tillid. Ret rørt faktisk. Vi skal have et København, der bliver den mest borgervenlige kommune i hele Danmark, uanset om vi taler om børnepasning eller opsætning af altaner, siger hun i pressemeddelelsen.
Også Jan Salling, som er formand for Socialdemokratiet i København glæder sig over valget:
- Jeg er megaglad for, at Pernille Rosenkrantz-Theil har valgt at stille som vores overborgmesterkandidat. Jeg taler på hele Socialdemokratiet i Københavns vegne, når jeg siger, at jeg glæder mig helt utrolig meget til samarbejdet og til valget, hvor vi skal vise, hvorfor en stemme på Socialdemokratiet er en stemme for et grønnere, mere retfærdigt og bedre København, siger han.
Rosenkrantz-Theil var social- og boligminister frem til regeringsrokaden i sidste måned. Ministerposten overtog Sophie Hæstorp Andersen (S), den hidtidige overborgmester.
På samme tid meddelte Rosenkrantz-Theil, at hun gik efter at blive overborgmester i København i forbindelse med kommunalvalget i november 2025.
En række iagttagere af dansk politik kritiserede det socialdemokratiske træk. Dog har Rosenkrantz-Theil udtalt, at der ingen garantier var for, at hun blev spidskandidat i første omgang eller overborgmester ved valget derefter.
Socialdemokratiet anført af Sophie Hæstorp Andersen gik 10,4 procentpoint tilbage ved det seneste kommunalvalg i 2021. Men det lykkedes hende alligevel at blive overborgmester.
I forbindelse med regeringsrokaden erkendte statsminister Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet åbenlyst er udfordret i storbyerne.
For at få succes i storbyerne og tiltrække flere profiler vil partiets hovedbestyrelse med Mette Frederiksen i spidsen tillade såkaldte dobbeltmandater fremover. Altså hvor en politiker sidder i Folketinget og eksempelvis i et byråd på samme tid. Det skrev Politiken og DR tirsdag.
At have et dobbeltmandat har været forbudt i Socialdemokratiet i 55 år. Men det skal ændres i forbindelse med partiets kongres i weekenden i Aalborg.
Til Politiken har den tidligere minister Ida Auken (S) udtalt, at hun vil overveje at stille op til kommunalvalget. Hvis det altså bliver muligt. Det ville i givet fald være i Frederiksberg Kommune, hvor hun bor.
Tidligere i dag kunne TV 2 Kosmopol fortælle, at Lars Weiss har besluttet at fortsætte som overborgmester frem til næste valg - om end det ikke var uden betænkeligheder.