Nu skal de nye Michelin-stjerner uddeles - og især et sted er der lagt op til en gyser
Der er Noma og Geranium – og så er der faktisk 27 andre danske restauranter, der sidste år kunne blære sig med en eller flere af de eftertragtede Michelin-stjerner.
Mandag aften skal det vise sig, om flere kommer på den eksklusive liste over nogle af verdens bedste restauranter. Her uddeles årets nordiske Michelin-stjerner i Turku i Finland.
Og der er især fire danske steder, der er i kikkerten til at blive præmieret med den betydningsfulde stjerne, ifølge Berlingskes madanmelder, Søren Frank.
To af dem er i København.
- Alt taler for at Restaurant Koan på Langelinie står til en stjerne. Den er virkelig god og har også potentialet og ambitionsniveauet til at kunne komme op på to stjerner på et tidspunkt, siger Søren Frank til TV 2 Kosmopol
Der er bare et springende punkt for den koreansk-inspirerede Restaurant Koan. Den er så ny på den københavnske restaurantstjernehimmel, at den faktisk kun har været åben i to måneder.
- Spørgsmålet er derfor, om der har været tid nok til at få det rette antal besøg, der kræves for at få en Michelin-stjerne, siger Søren Frank.
Det har tidligere krævet tre forskellige besøg af Michelin-guidens inspektører, før en restaurant har kunnet præmieres med en stjerne. Men om det stadig er sådan det foregår, holder den nuværende direktør tæt om, fortæller madanmelderen.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Kristian Bauman er kok og indehaver af restaurant Koan, og han har tidligere været køkkenchef på Michelin-restaunten 108. Og at Baumann har erfaring med Michelin-stjerner, er en af grundene til, at hans nyåbnede restaurant er et godt bud på en stjernedebutant.
- Michelinguiden følger dem, de kender. Det er som at have hjemmebanefordel, siger Søren Frank.
Tidligere taber er også et godt bud
Restaurant Studio er et andet bud på en ny Michelin-stjerne i hovedstaden, ifølge den erfarne madanmelder.
Restauranten har tidligere haft en Michelin-stjerne, men mistede den i 2020.
Siden er restauranten flyttet til nye lokaler i Carlsberg Byen – og det giver god anledning for Michelin-inspektørerne til at kigge nærmere på stedet.
- Nye stjerner uddeles ofte til steder, hvor der er en anledning. Det kan være en helt nyåbnet restaurant, nye lokaler eller ny køkkenchef, siger Søren Frank.
Restaurant Studios køkkenchef Christoffer Sørensen modtog i 2021 Young Chef Award af Michelin-guiden, og det er også en af grundene til at Søren Frank forventer, at stedet kan få en stjerne i aften.
- Det vil sige, de har kig på stedet. Og jeg må også sige, at der er blevet strammet op, og de står med et bedre produkt i dag.
Derudover peger Søren Frank også på Restaurant Tri i Vestjylland og Restaurant Novel i Aarhus som gode bud på nye Michelin-stjerner.
Ikke meget nyt øverst i feltet
Det er kun Noma og Geranium, der har tre Michelin-stjerner i Danmark. Og Ifølge Søren Frank tyder meget på, at det fortsætter sådan ved årets uddeling.
- Restaurant Alchemist og Jordnær (begge København, red.) er gode bud på tre stjerner, der nævnes hvert år. Begge restauranter er bedre end flere andre restauranter i verden med tre Michelin-stjerner, men det gode spørgsmål er nok, hvorfor det lige skulle være i år, det skete, siger Søren Frank.
Han forventer heller ikke, at der sker store udskiftninger i feltet med en og to Michelin-stjerner.
- Guidens inspektører er typisk meget fokuserede på det nye. De vil ikke opfattes som bedagede og lægger derfor meget af deres arbejdskraft i uddelingen af de nye stjerner.
Årets Michelin-stjerner uddeles klokken 18.00 mandag aften.
Sådan fordelte Michelin-stjernerne sig i 2022 i hovedstadsområdet:
3 stjerner
Geranium (København)
Noma (København)
2 stjerner
AOC (København)
Alchemist (København)
Jordnær (Gentofte)
Kadeau København
Kong Hans Kælder (København)
1 stjerne
Alouette (København)
formel B (København)
Kiin Kiin (København)
Kokkeriet (København)
Jatak (København)
Marchal (København)
Søllerød Kro (Holte)
The Samuel (Hellerup)