Ny metrolinje mellem København og hospital i omegnskommune skal undersøges, mener flertal
Nu skal mulighedernes for en ny metrolinje, som forbinder de tre hospitaler Riget, Bispebjerg og Herlev via Brønshøj og det nordvestlige København, granskes.
En fremtidig metrolinje i hovedstaden kan komme til at gå mellem Rigshospitalet i København og Herlev Hospital.
Det står klart, efter et flertal i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune torsdag aften vedtog et forslag om at få undersøgt metrolinjen.
Uden om Socialdemokratiet pålagde et stort flertal med beslutningen overborgmester Lars Weiss (S) at gå til partifællen Sophie Hæstorp Andersen, der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, for at få afklaret mulighederne for en ny forbindelse mellem de store sygehuse.
Forslaget lægger op til, at metrolinjen mellem Rigshospitalet og Herlev skal stoppe ved Bispebjerg Hospital og føres via bydelen Brønshøj.
Bag forslaget stod Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, og med støtte fra Enhedslisten og SF var det således et meget bredt flertal uden om Socialdemokratiet, der gik videre med visionen.
- Først og fremmest vil vi gerne have biler væk fra vejene. For det andet er de tre hospitaler nogle af hovedstadens største arbejdspladser. For det tredje er det en måde at forbedre skinnebetjente offentlige transport i den nordvestlige del af København, siger Jakob Næsager (K), der som gruppeformand for de konservative har taget initiativ til forslaget.
Flemming Steen Munch, der er gruppeformand i Venstre, opsummerer det på en lidt mere simpel måde:
- Jo mere metro, jo bedre. Selvfølgelig skal der være et behov for det, men København vokser, og så vokser behovet også for bedre offentlig transport, siger han.
Afstikker fra Lynetteholm-metro
Centrum-højre-partiernes forslag får opbakning fra partierne på den anden fløj. Blandt andet SF.
- Det er selvfølgelig langt ude i fremtiden, men med de planer og ønsker, vi har til M5 (en foreslået linje i en ring omkring Rigshospitalet og Lynetteholm, red.) har vi et håb om, at denne her kunne gå som en afstikker ud til Herlev, lidt ligesom nordhavns- og sydhavnsmetroerne, siger Klaus Mygind, der er gruppeformand for SF.
Og hvordan skal den så finansieres?
Her er der lidt mere uenighed. Venstre lægger ikke skjul på, at man er nødt til at frasælge byggegrunde til By & Havn, sådan som man også har gjort det på Amager Fælled og Stejlepladsen. Konservative, SF og Enhedslisten forsikrer dog, at dette ikke er nødvendigt at gøre.
Hæstorp: Spændende
Selv om Socialdemokratiet altså stemte imod, betyder flertallets beslutning, at den nuværende overborgmester Lars Weiss (S) – mod sin vilje – skal indlede dialog med personen, der er storfavorit til at overtage hans job, nemlig den afgående regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), som til efteråret er partiets spidskandidat ved kommunalvalget.
Hende har Politiken talt med om flertallets vision.
- Det her er spændende, men det er ikke en linje, vi har kigget på før. Der er andre dele af byen, der er mere relevante at se på. Så det her må være et ønske på længere sigt, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.
- Der ligger også et ønske om at få en forbindelse fra Ny Ellebjerg over Frederiksberg til Bispebjerg Hospital. Det vil også give god mening at se på at forbinde metroen med Lynetteholmen.
Ifølge forslagsstilleren Jakob Næsager fra de konservative lægges der op til, at Region Hovedstaden skal betale en betragtelig del af metroforbindelsen, fordi den vil betjene tre af regionens vigtigste arbejdspladser.
Derudover er kommuner som Herlev og måske Gladsaxe – hvis altså metrolinjen kommer til at slå vejen forbi – også er udset som bidragsydere.