Ny skole åbner inde i berygtet fængsel: Skal lokke flere elever til
I forøget på at tiltrække flere elever, har Kriminalforsorgen valgt at åbne en pop -up skole inde i et fængsel.
Kriminalforsorgen har i årevis gjort en særlig indsats for at rekruttere flere fængselsbetjente.
Antallet af opsynspersonale er nemlig faldet kraftigt på 10 år, og det kan mærkes i fængslerne
- Vi mærker det hver eneste dag, siger Ina Eliasen, som er direktør i Kriminalforsorgen.
- Folk arbejder virkelig meget. Folk tager rigtig mange ekstra vagter. Der bliver løbet stærkt og det er svært at få vagtplanen til at hænge sammen. Derfor har vi i den grad brug for flere kolleger, fortsætter hun.
Antal opsynspersonale
På ni år er antallet af opsynspersonale i de danske fængsler faldet:
2012: 2.646
2021: 1.978
Kilde: Kriminalforsorgen
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen, TV 2 Kosmopol
Tæt på virkeligheden
Johan, som ikke vil have sit efternavn nævnt, bliver færdiguddannet som fængselsbetjent i denne måned. Han har taget den teoretiske del af uddannelsen på skole i Birkerød.
Men tanken om at gå i skole i Vestre Fængsel er tiltrækkende.
- I forhold til at være ude på en skole i Birkerød, så giver det at starte herinde og møde både kolleger og indsatte på vejen, en bedre idé om, hvad det egentlig er, der venter på den anden side af uddannelsen, siger Johan til TV 2 Kosmopol.
Johan er blevet fastansat i Vestre Fængsel fra januar næste år.
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen, TV 2 Kosmopol
Mindst 300 nye inden 2025
Den politiske beslutning i Justitsministeriet er, at Kriminalforsorgen skal skaffe mindst 300 nye fængselsbetjente senest i 2025.
Og her forventer Ina Eliasen at pop-op skolen i Vestre Fængsel vil gøre en forskel.
(Artiklen fortsætter under boksen)
- Når du søger ind som fængselsbetjent, så er det jo blandt andet for at komme ind og arbejde bag de her høje mure, siger direktøren for Kriminalforsorgen.
- Det at prøve at gå igennem den her adgangskontrol og være så specielt et sted som Vestre Fængsel, det tror jeg giver noget, slutter Ina Eliasen.
Kriminalforsorgen har inden for de seneste to år udvidet antallet af skoler fra to til syv byer og driver nu permanente skoler i Birkerød, Nykøbing Falster og Møgelkær (v. Horsens) samt pop-up skoler i Odense, Esbjerg, Køge og fra 1. april 2024 Vestre Fængsel i København.