Nyt budget i København sænker skatten med 0,1 procentpoint
Der er fredag indgået et nyt bredt budgetforlig i Københavns Kommune. Det indeholder blandt andet skattelettelser og dyrere parkeringslicens.
x
Skatteprocenten i Københavns Kommune bliver sænket med 0,1 procentpoint.
Det står klart, efter at der fredag er indgået et historisk budget for 2023 i Københavns Kommune uden Socialdemokratiet.
I stedet har Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti lavet en aftale.
Heri indgår blandt andet en skattelettelse på 0,1 procentpoint.
Det oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse, mens Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester, også bekræfter det over for TV 2 Lorry.
I pressemeddelelsen siger budgetordfører og socialborgmester, Karina Vestergård Madsen (EL), om skattelettelserne:
“Vi kunne ikke bruge de penge alligevel. Vi har en budgetlov, som gør, at vi ikke kan bruge de midler på f.eks. klima eller velfærd. De ville ligge på kistebunden."
"Samtidig giver den københavnske skattelettelse fattigere kommuner mulighed fro at sætte skatten op. Derfor er det også en solidarisk handling fra vores side”, siger hun i pressemeddelelsen.
Det er opsigtsvækkende, at Enhedslisten nu går med til skattelettelser i Københavns Kommune. I DR's kandidattest i forbindelse med kommunalvalget sidste år svarede Karina Vestergård Madsen, at hun var "uenig" i kommuneskatten i Københavns Kommune skulle sænkes.
Hun svarede uddybende:
"Når skatten sænkes, får vi færre penge til de investeringer vi har brug for, og som kommer alle byens borgere til gavn. Hvis vi sænker kommuneskatten vil det går hårdes ud over dem der i forvejen har det svært, fordi konsekvensen vil blive at vi bliver nød til at spare på velfærden."
200 kroner mere om måneden
I Venstre er Jens-Kristian Lütken glad for, at det er lykkedes at sænke skatten.
- Der er samlet set tale om skattelettelser for en halv millard kroner. Hvis man har en indtægt på 30.000 kroner om måneden, vil det svare til 200 kroner om året. Det er selvfølgelig ikke et stort beløb, men det er vigtigt at sætte skatten ned i en kommune, hvor vi ellers altid har fået at vide, at det ikke kan lade sig gøre, siger Jens-Kristian Lütken.
I aftalen indgår også dyrere beboerlicenser. Altså tilladelsen til at parkere sin bil ved sin bolig.
Ifølge Venstre kommer det til at blive 200 kroner dyrere at parkere for en husstand.
Jens-Kristen Lütken, hvordan har du det som Venstre-mand med, at det bliver dyrere at parkere i København?
- Vi vil gerne have, at parkering har en grøn profil. Der bliver ikke pillet ved el-biler, og bilparken bliver jo mere grøn. For en husstand med en bil, kommer man af med mindre, når man regner skattelettelserne med, siger Jens-Kristian Lütken.
Han mener, at skattelettelserne samlet kan give en husstand omkring 400 kroner mere, mens det vil koste omkring 200 kroner mere at parkere.