P-pladser handles for op til en million kroner - nu reagerer rådhuset
Politikerne på Københavns Rådhus er rygende uenige om, hvordan kommunen skal løse parkeringsudfordringer, hvor p-pladser handles for op til en million kroner.
x
Skal Københavns Kommune sikre, at der er p-pladser til de borgere, der vil køre bil? Eller skal borgerne lære at droppe bilen, så der kommer færre biler i byen og mindre behov for parkering?
De københavnske politikere er dybt uenige.
Faktum er, at kampen om parkeringspladser i København er hård. Men spørgsmålet er, om den også er blevet for hård, når det betyder, at der er kommet et marked for at handle parkeringspladser for op til en million kroner?
Ja, siger venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget Louise Theilade Thomsen:
- For os er det vigtigt, at man har mulighed for at have en bil, hvis man gerne vil have det, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Den konservative børne-og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, enig:
- Det er totalt urimeligt. Der er jo ikke ret mange i København, der har en million til at købe en parkeringsplads. Kommunen har et ansvar for, at København fungerer for borgerne i hverdagen, siger Jakob Næsager.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
Godt liv uden bil
Parkeringspladser til en million kroner gør også indtryk på Enhedslistens teknik- og miljøborgmester, Line Barfod.
- Det er jo rigtig mange penge, siger hun.
Ifølge teknik- og miljøborgmesteren er målet at skabe en by, hvor familielivet kan hænge sammen også uden en bil.
- Det kræver, at vi har en rigtig god kollektiv trafik, gode forhold for cyklister, og at der er nok delebiler, så man kan tage en delebil, når man engang imellem har behov for en bil, siger Line Barfod.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Færre biler i byen
Der bliver løbende nedlagt kommunale parkeringspladser rundt omkring i København. Torsdag bliver der eksempelvis præsenteret en plan for at nedlægge 600 pladser i Middelalderbyen i København.
Men et flertal af politikerne har besluttet, at nedlagte parkeringspladser skal erstattes med nye pladser et andet sted i byen. Derfor har antallet af pladser i flere år ligget stabilt på omkring 126.000.
Line Barfod så gerne, at der kom færre parkeringspladser.
- Overordnet set mener jeg, at vi skal have mere plads til mennesker i København. Derfor bliver vi nødt til at have mindre plads til bilerne, siger hun til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
Selvom antallet af kommunale p-pladser altså er stabilt, bliver kampen om pladserne alligevel hårdere. De sidste fem år er der nemlig kommet omkring 20.000 flere biler i København.
Jakob Næsager, er det ikke rimeligt, at man gerne vil have færre biler i byen?
- Jeg synes, at det er københavnerne, der skal vælge, hvordan de vil transportere sig. Når jeg skal finde ud af, hvordan jeg gerne vil komme frem, så synes jeg, at det er mig som borger, der skal bestemme. Det ikke en tilfældig person på et hjørnekontor på Københavns Rådhus, der skal bestemme, hvordan du skal transportere dig, siger Jakob Næsager.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Elbiler mindsker klimabelastningen
Venstre påpeger, at antallet af elbiler er i stærk vækst. Det betyder, at klimabelastningen fra biler i de kommende år vil falde gevaldigt.
- Vi har jo vedtaget, at i der i 2030 kun skal være elbiler i København. Vi arbejder hårdt for, at hele ladeinfrastrukturen kommer på plads. Så hele klimaperspektivet imødekommer vi i høj grad ved, at der i fremtiden kun skal være elbiler, siger Louise Theilade Thomsen (V).
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
Ifølge SF's medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Astrid Aller, handler det om at prioritere både pengene og pladsen i byen.
- Jeg svært ved at se, hvad er det for nogle grønne områder i byen, vi skal inddrage for, at vi kan få flere parkeringspladser. Det er også et spørgsmål om, hvad skal vi bruge skattepengene på. Når vi skal spare penge, vil vi så virkelig gerne spare nogle penge på skolerne, for at vi kan få nogle flere parkeringspladser? spørger hun retorisk.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Kreative løsninger
De Radikale vil gerne have bilerne væk fra gaden ved at bygge parkeringsanlæg. Og så vil de se på, om vi kan blive bedre til at finde de parkeringspladser, der ikke bliver brugt.
- Vi har flere kollegier med mange parkeringspladser, der ikke bliver brugt. Dem kan man jo bruge til noget. Vi kan se på uddannelsesinstitutioner og private virksomheders parkeringspladser. Måske kan vi bruge dem om natten, når de ikke bliver brugt af deres medarbejdere, siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget for De Radikale, Christopher Røhl.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
En by for de rige?
Flere af de borgere, TV 2 Kosmopol mødte i sidste uge, sagde, at parkeringspladser til en million kroner skaber ulighed. Fordi det kun bliver dem med mange penge, der har råd til at bo i byen. Udover de kommunale parkeringspladser er der også omkring 125.000 private parkeringspladser i byen.
TV 2 Kosmopol har spurgt SF’s Astrid Aller, om det bør være kommunens opgave at sikre, at der er pladser nok, når det er tydeligt, at flere borgere ønsker at købe en bil.
- For SF er det vigtigste, at vi har en by, der er rar at bo i. Det kræver altså, at vi laver grønne områder til alle københavnere.
Altså en rar by at bo i for dem, der har råd til at købe en parkeringsplads til en million kroner?
- Altså, hvis man meget gerne vil have muligheden for at vide præcis, hvor man parkerer hver eneste dag, så synes jeg, at det er fair, at det koster noget, siger Astrid Aller.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
Flere parkeringshuse
Christopher Røhl fra De Radikale mener, at der er behov for flere parkeringspladser i byen. Men han mener også, at det er vigtigt, at de ikke optager gaderummet.
Er byen blevet et sted kun for rige mennesker, hvis det skal koste op til en million kroner at have bil?
- Jeg synes, det siger noget om, at vi har en stor udfordring med at få tilstrækkelig mange parkeringspladser. Vi ser på, hvordan vi kan få lavet flere parkeringshuse, hvor vi kan få lavet flere parkeringspladser, siger han til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol
Flere byer i verden begrænser parkering
Flere europæiske storbyer, blandt andet Paris og Barcelona, arbejder aktivt for at begrænse bilerne i byen. I USA har flere byer, blandt andet New York og Minneapolis, fjernet minimumskravet for antallet af parkeringspladser ved nybyggeri, og Californien blev i starten af året den første hele stat til at gøre det samme.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Tystrup / TV 2 Kosmopol
I København har politikerne som sagt besluttet at nedlægge 600 af de 1050 offentlige parkeringspladser i Indre by.
- Vi spurgte vi jo beboerne i Middelalderbyen: Hvad kunne I godt tænke jer at gøre for at gøre bydelen mere fredelig? De foreslog, at vi nedlagde langt de fleste bilparkeringspladser i området, og at vi gjorde mange af gaderne utilgængelige for biler, siger Astrid Aller.
K: Lad borgerne bestemme
De Konservative har det fint med, at der kommer færre biler i byen, men det skal være noget, borgerne selv bestemmer.
- Jeg synes, det bliver alt for elitært, hvis det er en person på Københavns Rådhus, der skal bestemme, hvordan jeg kommer rundt i byen en dag i regnvejr, siger børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Live Barfod, hvad vil du sige til de borgere, der siger, at Enhedslisten bare ønsker at gøre det mere besværligt for bilister?
- Det, vi ønsker, er, at vi skal have en by, hvor det er nemt for alle at komme rundt. Kan du aflevere dine børn i skole i børnehave? Kan du komme til og fra dit arbejde? Kan du besøge familier og venner? Hvis du har et sommerhus, kan du så komme derop? Det er det, vi skal finde en løsning på. Det er jo det, der er det vigtige, siger Line Barfod.