På én time trodser 116 cyklister rødt lys: Det er jo meningsløst at holde tilbage
Cyklisterne i morgentrafikken er trætte af et lyssignal på Vesterbrogade, der i morgentrafikken giver mere grønt til et fåtal af fodgængere end til et mylder af cyklister.
Selvom lyset for længst er skiftet til rødt, så fortsætter cyklisterne lystigt videre på Vesterbrogade i København. Den ene cyklist efter den anden drøner over for rødt.
- Der er ikke nogen trafik, der krydser, der hvor trafiklyset står, så det er jo meningsløst at holde tilbage. Her i morgentimerne er der jo heller ingen fodgængere, siger Jonas Jørgensen, der netop er kørt over for rødt.
Trafiklyset står ud for Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade i retning væk fra Rådhuspladsen. Som cyklist krydser man ikke nogen vej med biler, men kun en fodgængerovergang, der i morgentimerne er meget lidt brugt.
Alligevel så viser cyklistlyset i morgentimerne mere rødt end grønt. Helt præcist er der rødt i 38 sekunder, før der bliver grønt i 32 sekunder, hvorefter det røde lys igen lyser i 38 sekunder.
- Jeg kører altså bare over, når jeg kommer til det kryds, for jeg har ikke tid til at gøre andet. Jeg kigger mig selvfølgelig for, men jeg kører over. Det bliver jeg nødt til, for jeg har for travlt om morgenen til at gøre andet, siger Ken Bentzen.
- Det kan vel ikke skade at køre over for rødt, hvis der ikke er nogen fodgængere. Så jeg tænker, at det er op til cyklisten, om man må køre over eller ej, siger cyklist Bjørn Strøm.
Krydset er bare ét af mange, som dagligt irriterer cyklister i hovedstaden. Rundt omkring findes der nemlig mange lignende lyskryds.
- Jeg møder i hvert fald tre kryds dagligt, som jeg synes man bør gøre noget ved, siger cyklist Ken Bentzen.
116 cyklister over for rødt på en time
TV 2 Lorry har filmet krydset en tilfældig mandag morgen i myldretidstrafikken mellem klokken 8 og 9. På denne time trodsede 116 cyklister det røde lys.
- Jeg holder øje med, om der er trafikanter, der skal på tværs, og er meget opmærksom, når jeg kører over, siger Dennis Holm, da han stopper for rødt ved det næste store lyskryds.
- Jeg tænker, at det lyskryds er overflødigt for cyklister. Hvis man som cyklist kan overskue trafiksituationen, så mener jeg, at det er fint nok, at man tager sig den frihed at køre over i stedet for at vente, siger Jonas Jørgensen.
Også i Cyklistforbundet ryster man på hovedet over, at lyskrydset i så høj grad lyser rødt i morgentimerne.
- Det der virkelig betyder noget for cyklisten og i særdeleshed på denne her kolde årstid, det er, at man får et flow i sin kørsel. Hvis flere skal vælge cyklen til i hverdagen, så skal det jo være et nemt, effektivt og bekvemt valg, siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam.
Kører du igennem meningsløse kryds?
Irriteres du også dagligt af lyskryds, du mener kunne indrettes bedre, så hører vi gerne fra dig. Krydsene findes formentlig overalt i regionen, men kun de daglige brugere ved, præcis hvor de er. Skriv til os hvilket kryds der irriterer dig, og hvorfor du synes det bør laves om.
Du kan sende os en mail på mailadressen maki@tv2lorry.dk.
Kommunen erkender: Krydset er oplagt til en forbedring
Københavns Kommune har siden 2014 målt gennemkørselshastighederne og antal stop på syv centrale cykelkorridorer i kommunen. En af dem går ad Vesterbrogade fra Rådhuspladsen til Rahbeks Alle, og her støder man altså ind i dette lyskryds.
Selvom det siden dengang har været politisk besluttet, at både antallet af stop og rejsetiden for cyklister på ruten skal nedbringes, så er der ikke sket noget med dette kryds. Men det bør der, mener flere cyklister.
- Det er sløseri synes jeg, det skal selvfølgelig ændres hurtigst muligt, siger cyklist Ken Bentzen.
- Der burde være sådan en knap, som man har mange andre steder, som fodgængere kan trykke på hvis de vil over, og ellers bare beholde det grønne lys tændt for cyklister, når der ikke kommer nogen fodgængere, siger cyklist Jonas Jørgensen.
Foto: Martin Kiil
Da vi tager kommunens enhedschef for Trafik med ud til krydset, så kan han da også godt se, at lyssignalerne skaber problemer.
- Det her kryds er jo indrettet ud fra en forventning om, at der er rigtig mange fodgængere særligt om sommeren. Det er især fodgængere og busser, det her er indrettet efter. Der er ikke tænkt aktivt, at her skal cyklisterne have lidt ekstra kærlighed, siger Jakob Bülow Find, der er enhedschef for Trafik i Københavns Kommune.
- Det her sted vil være helt oplagt til en forbedring, så man kunne få det til at spille lidt mere intelligent, fortsætter han.
Han kan se ud fra indretningen, at krydset ikke er blevet opdateret længe, og skulle man gentænke krydset i dag, så skulle cyklister i lige så høj grad som busser og fodgængere tænkes ind i indretningen.
I stedet for den trykknap til fodgængere, som en af cyklisterne foreslår, så ville Jakob Bülow Find hellere indrette krydset med termiske kameraer, der kan aflæse, om der er fodgængere på vej mod fodgængerfeltet. Resultatet ville dog være det samme, nemlig mere grønt lys til cyklisterne i morgentrafikken.
Men den opdatering har formentlig lange udsigter. For selvom lyssignalet får hundredvis af cyklister til at bryde loven hver eneste morgen, så er der andre kryds, der står foran i køen til at få en opdatering.
- Teknisk kan det sagtens lade sig gøre at indrette krydset mere intelligent. Men det er hele tiden en afvejning af, hvor vi skal bruge vores kræfter. Sådan et sted som eksempelvis Vester Voldgade, der har fået væsentlig mere cykeltrafik efter den nye Lille Langebro er åbnet, vil være et sted vi kigger på at opdatere, før vi kigger hertil, siger Jakob Bülow Find, enhedschef for Trafik i Københavns Kommune.