De seneste 16 år har Martin Wittrup Enggaard givet et hav af personer dem på.
Smykkerne, som de hedder i politijargon.
Og smykkerne - eller håndjernene - er vel nok det mest håndgribelige bevis på en anholdelse.
Af samme grund optræder de flittigt i Martin Wittrup Enggaards digte, som beskriver hverdagen for en politibetjent. Blandt andet her fra digtet 'Oversvømmet.'
En patrulje
fører ham ind
på bagsædet
i samme øjeblik
som jeg lander.
han virker
afklaret og rolig
iført smykker
tom i blikket
munden lukket
han har taget hendes liv
Smerte og vrede som benzin
Drabsefterforsker ved Københavns Politi Martin Wittrup Enggaard er netop udkommet med digtsamlingen 'Enhver kontakt efterlader spor - politidigte'.
Den rummer rigelige mængder af blod og tårer, knive og kvindelig, stoffer, bandemedlemmer og blå skoovertræk magen til dem i børnehaven.
Psykisk syge, rystende knæskaller og ansigter, som bliver trukket af kranier.
Smerte og vrede som benzin og brændstof til at se de dræbte i øjnene.
- Enhver kontakt efterlader spor er et gammelt kriminalteknisk fagudtryk, som har været vigtigt for mig at bringe frem i titlen. Og det skal forstås på den måde, at enhver kontakt mellem to mennesker, hvor der sker en forbrydelse, også efterlader et spor. Det er bare et spørgsmål om, om vi er dygtige nok til at finde det spor, siger Martin, da TV 2 Kosmopol møder ham på Fensmarksgade på Nørrebro i København.
Det var her, den dengang 23-årige Hanne With blev offer for et bestialsk drab tilbage i 1990.
Et drab, som først blev opklaret 34 år senere, da dansk politi fik lov til at bruge DNA-slægtsforskning som metode til at opklare forbrydelser.
en psykopat
tæver sin
femåriges psyke
ved at slå
den femåriges
mor til blods
får den femårige
til at pisse i sine bukser
(fra digtet 'Et dansk hjem')
Kulturen i politiet har ændret sig
Og det var Martin Wittrup Enggaard, der som privatperson rejste borgerforslaget om genetisk slægtsforskning i Folketinget, som hurtigt fik mere end de nødvendige 50.000 stemmer og endte med at blive vedtaget i april sidste år.
Det er kendetegnende for ham, at han - modsat mange andre politifolk - ikke er bleg for at åbne munden.
- Tidligere har der været en kultur, hvor ledelsen har slået meget hårdt ned på kollegaer, der har udtalt sig offentligt. Og det oplever jeg faktisk ikke, at man gør mere, siger Martin Wittrup Enggaard, som opfordrer til, at politifolk på samme måder som sygeplejersker og læger står frem i offentligheden og fortæller om deres faglighed.
Tidligere har der været en kultur, hvor ledelsen har slået meget hårdt ned på kollegaer, der har udtalt sig offentligt
- Jeg tror, vi bliver nødt til at lukke op af flere årsager. Blandt andet på grund af det her med det psykiske arbejdsmiljø, siger Martin Wittrup Enggaard, som har arbejdet som drabsefterforsker i Københavns Politi de seneste ti år.
Stor ros fra kolleger
Og åbner munden - det gør Martin Wittrup Enggaard i sin debut som forfatter.
Selv om pårørende, ofre og øvrige borgere ikke er i stand til at identificere sig selv, er man som læser ikke i tvivl om, hvor tæt digtene ligger på virkeligheden og hverdagen som politibetjent.
Både nuværende og tidligere kolleger har da også allerede rost ham og nikket genkendende til de ofte præcise beskrivelser.
- Det er enormt brutalt at være drabsefterforsker, og som årene er gået har fascinationen af arbejdet i politiet ændret sig. I dag er jeg fascineret af fagligheden. Samarbejdet med rets-genetikere, retsmedicinere, kollegaer og kriminalteknikere. Det er der, fascinationen ligger i dag, siger Martin.
Ser noget andet end de fleste
Digtene i bogen kredser om alle de ting, man oplever som betjent, og især de ting, som sætter sig i kroppen for altid.
De sager, hvor der er børn involveret.
De sager, som handler om partnerdrab, hvor man bagefter scroller telefoner igennem og ser billeder fra parken og kærlige SMS-korrespondancer.
Og de utallige sager om knivdrab og sager, hvor kvinder er blevet gennembanket.
den femåriges mor
bløder
på min uniform
græder
på min uniform.
hun vil ikke hjem
til psykopaten
men tager hjem
til den femårige
og psykopaten
(fra digtet 'Et dansk hjem')
- Vi ser jo mere, end den almindelige dansker gør, siger Martin Wittrup Enggaard og understreger, at bogen også er skrevet som en måde at få renset sin egen krop og sjæl for alle de ting, som hober sig op i arbejdet som betjent.
Ville være brugsuddeler
Oprindeligt havde Martin Wittrup Enggaard drømme og ambitioner om noget helt andet end en karriere i politiet.
- Da jeg var barn drømte jeg jo egentlig om at blive brugsuddeler i den lokale brugs. Men så forsvandt den lokale brugsuddeler på en ferie, og man fandt aldrig nogen spor efter ham. Så sagde jeg til mor, det er simpelthen for farligt, det tør jeg ikke, husker Martin Wittrup Enggaard i da.
Han endte altså i stedet med at få et arbejdsliv, som er noget mere pakket med action end en gennemsnitlig normal brugsuddeler.
- Det er også sådan lidt atypisk, at jeg så lige er endt i politiet, fordi jeg var egentlig et relativt bange barn, siger Martin Wittrup Enggaard.
vasker den femåriges
mors blod væk
vasker den femåriges
mors tårer væk
har aldrig set
den femårige siden
har aldrig set
den femåriges mor siden
har aldrig set
psykopaten siden
(fra digtet 'Et dansk hjem')
