Politiet forlænger skærpede strafzoner i København
Frem til 28. december risikerer man dobbelt straf for visse typer af kriminalitet i to områder af København.
Se zonernes placering nederst i artiklen
De to skærpede strafzoner, der blev indført i dele af København 7. december, bliver forlænget frem til den 28. december.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Da strafzonerne blev indført var de gældende i 14 dage. De udløb dermed tirsdag, men er altså nu forlænget i yderligere to uger.
De skærpede strafzoner forlænges "som en del af indsatsen for at få lagt låg på de konflikter, der i rocker- og bandemiljøet har ført til flere skyderier," lyder det i pressemeddelelsen.
De to skærpede strafzoner dækker områder i Tingbjerg og Husum samt dele af Nørrebro og Nordvest.
- Borgernes tryghed og sikkerhed står øverst på vores dagsorden, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at få stoppet de voldshandlinger, vi den seneste tid har set i rocker- og bandemiljøet.
- Deres kriminalitet er med til at skabe utryghed, og det skal vi på ingen måde acceptere, og derfor forlænger vi nu de skærpede strafzoner, siger politidirektør Anne Tønnes i pressemeddelelsen.
Kriminalitet kan udløse dobbeltstraf i zoner
I disse zoner kan straffen for visse typer af kriminalitet give dobbelt straf i forhold til den gældende praksis.
Det kan eksempel være i sager om våbenbesiddelse eller vold.
De skærpede strafzoner kom kort, efter blev indført visitationszoner. Her kan politiet uden konkret mistanke lave stikprøvevisitationer af personer, deres ejendele og biler, hvis de befinder sig i zonen.
De to visitationszoner blev forlænget fredag i sidste uge og glæder nu frem til 4. januar.
I starten af december var der på seks dage fire skyderier i og omkring København.
Tirsdag blev to 20-årige mænd fængslet i en sag om skuddrab på Nørrebro, der fandt sted 2. december.
De to er sigtet for medvirken til drab, drabsforsøg og våbenbesiddelse, har politiet oplyst i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Foto: Københavns Politi
Foto: Københavns Politi