Politiker vil opkalde københavnsk vej efter Bent Fabricius-Bjerre
Dansk Folkeparti i København vil hylde den afdøde komponist ved at opkalde en vej eller plads i byen efter ham.
Københavnerne vil måske i fremtiden kunne slentre en tur ned ad Alley Cat Allé.
Dansk Folkeparti i København vil nemlig opkalde en vej eller plads i byen efter Bent Fabricius-Bjerre.
Finn Rudaizky, der er medlem Københavns Borgerrepræsentation for DF, står bag forslaget om at hylde den folkekære og nu afdøde komponist.
- Vi kan tydeligt aflæse Bent Fabricius-Bjerres enorme folkelige popularitet i disse dage, hvor tusinder af danskere sender ham en sidste kærlig hilsen. Bent Fabricius var en stor kunstner og et sympatisk og beskedent menneske. Vi bør minde ham med at opkalde en vej eller plads efter ham i København, siger Finn Rudaizky i en pressemeddelelse.
Alle kan nynne med
I forvejen har København flere veje og gader opkaldt efter komponister. Mange af komponisterne, der har lagt navn til gaderne, er dog udenlandske. Og derfor mener Finn Rudaizky, at det vil være ekstra oplagt at få en dansk hitmager som Bent Fabricius-Bjerre Vej forveviget på bykortet.
- I Bent Fabricius Bjerre har vi en dansk komponist, hvis melodier alle kan nynne med på, selvom de bliver vækket klokken tre om natten, siger Finn Rudaizky, som nu vil bede kommunens Vejnavnenævn om at se på forslaget.
Helt tilbage i 1962 havde Bent Fabricius-Bjerre stor succes med singlen Alley Cat og herefter fulgte hit efter hit samt de mange uforglemmelige melodier til film og tv-serier ikke mindst Olsen Banden og Matador.
- Bent Fabricius-Bjerre var dansk kultur- og musikhistorie af fornemste karat og bør som sådan hyldes af landets hovedstad, lyder det fra Finn Rudaizky.
Komponisten Bent Fabricius-Bjerre døde efter kort tids sygdom, oplyste hans familie tirsdag.
Han blev 95 år.