Populære metrostrækninger lukkes i to uger
M3 og M4 lukker ned i to uger i februar måned for at Metroselskabet kan teste styresystemerne til de kommende metrostationer.
Metrolinjerne M3 Cityringen og M4 lukker ned for en stund.
I ugerne 7 og 8 fra den 10. til 26. februar lukker de to populære strækninger ned for at gøre klar til sommeråbningen af den nye metrostrækning til Sydhavn og Valby.
Det betyder, at de mere end en million ugentlige passagerer må finde alternative rejsemuligheder med cykel, bus eller tog i vinterferien.
Og selvom lukningen sker for at teste de kommende metrostationer, huer det ikke ligefrem Metroselskabet at måtte indstille togdriften.
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, vi ikke kan levere den service, vi normalt leverer. Brugene må bære over med os, bruge de andre metrolinjer, og så i øvrigt gå rundt i byen, siger Rebekka Nymark, som er direktør i Metroselskabet, til TV 2 Kosmopol og tilføjer:
- Man kan ikke vælge at gøre det her på hvilket som helst tidspunkt. Vi gør det på et tidspunkt, hvor vi generer færrest faste pendlere.
Metroselskabet har indsat metrobusser, der vil erstatte M3 og M4 på alle stop på nær Nørrebro, Skjolds Plads og Aksel Møllers Have.
Hvad gør man ved de udvalgte stationer, hvor metrobusserne ikke kører?
Ved Nørrebro henvises passagererne til S-tog og Movias busser.
På Skjolds Plads henvises til Movias busser.
Ved Aksel Møllers Have vil der være personale, som kan guide passagererne fra metrostationen til Movias buslinjer på Godthåbsvej samt til metrobusserne på Falkoner Allé.
Et styrende hjerte
Det kræver en midlertidig indstilling af driften, fordi M3 og M4 har ét fælles styresystem.
Så det kræver tid at teste styresystemet, da de fem nye stationer i Sydhavn og Valby skal kobles på det eksisterende metrosystem.
- Det er et super komplekst system at integrere med de her stationer. Ikke mindst det førerløse styresystem. Alle systemerne skal kunne tale sammen - og der er 25 i alt. For at være helt sikker på, at det er sikkert, skal vi bruge 14 dage til det, forklarer direktøren.
Udvidelsen af M4 består af fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.
Når den sydlige del af M4 bliver taget i brug, kan man rejse direkte mellem Orientkaj og København Syd. Derudover bliver det muligt at skifte til både S-tog og regionaltog på København Syd, København H og Østerport samt S-tog på Nordhavn.
Efter åbningen til sommer vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor.